|
Jan Sonnergaards opfølger til romandebuten i oktober - eller egentlig forløber - er gamle historier, som ikke er udkommet samlet før. Her strammer Sonnergaard sit fiktionsnet og indfanger metaforer og referencer fra sit forfatterskab. Det giver dybde, og det er spændende læsning. Det er dog knap så spændende, når der indimellem spræller eksplicitte politiske og samfundskritiske fisk rundt i nettet.
Min anmeldelse af Sonnergaards debutroman Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom var perfid (læs anmeldelsen her). Jeg udtrykte vrede over 80ertemaet og Sonnergaards novelleoptik, og jeg skrev, at hans banaliteter flød rundt på må og få i en lind strøm af yuppie-champagne. Jeg fordømte, at han havde et persongalleri, hvor selv de værste soaps ville have svært ved at følge med, og jeg kritiserede referencerammen til 80erne, der grænsede til leksikalsk viden og opslagsmani. I Gamle historier har han linet de samme fiktionsgreb op som i romanen, men forskellen er dog, at han er tilbage i den korte, kradsende fortælling. Han glimrer igen i novelleformen, hvor banaliteter og hverdagshændelser får den fulde effekt og evner at lange en lussing ud efter læseren. I Gamle historier udløses der flere atombomber - men de er af den litterære og lækre slags.
Måske bliver jeg ikke tæppebombet med lækkerier. Men de falder med jævne mellemrum omkring mig, når jeg stifter bekendtskab med blandt andet Fjæsing-Fjæset, Strudesen og boligen på Ottmachauer Steig igen. Det er skønt at tage på vandring i det sonnergaardske litterære landskab og se sine yndlingssteder påny! Men så er der på den anden side ro for bombetrusler, når jeg læser "I en regn af katastrofer", som har den udtalte, leksikalske opbygning, som også var karakteristisk for romanen. I fiktionen dukker der hårde og tørre facts op - måske er det fiktion forklædt som facts, men det er alt andet end subtilt, og det er en tempodræber, der gør, at man mister interessen. Der er ingen karakterer, man kan investere sin læsning i. Ofte er hans karakterer ikke specielt elskelige, men de er dog til.
Der er heller intet subtilt i hans skrivestil og fortællerstemmer, men det er det, der gør Gamle historier til en god læseoplevelse. Sonnergaard udstiller som altid diverse trends og tiltag, og det er derfor, at hverdagen pludselig kammer over og bliver katastrofal, absurd eller trist. Det er samfundskritik, der vil noget. Litteratur er ikke kun underholdning, den skal også sætte problemer under debat - men spørgsmålet om, hvordan det skal gøres, er straks en anden sag. Det er her, at de kantede og eksplicitte politiske fisk kommer ind i billedet.
Sonnergaard er bedst, når han lader fiktionen tale, og han er nærmest værst, når politik bliver diskursen, og fiktionen forvises. I "Samtaler med en gravhund" filosoferer Sonnergaard over sin egen placering inden for fiktionskunsten, og over fiktionens placering i et samfundskritisk og politisk øjemed. Han er blevet sin rolle som litterært talerør bevidst, og det klæder bestemt ikke skrivestilen visse steder, hvor eksplicit samfundskritik og farveløse facts fylder for meget i kompositionen. Skal litteraturen være et fool's paradise, og skal forfattere skrive fiktion og lade politikere om politik? Bestemt ikke, men når man indtil nu har revset situationer, mennesketyper, trends og tider i sine fremragende noveller, så har man skabt politisk fiktion hele tiden.
Gamle historier er dog overvejende farverige fiktioner med et par få halvdøde politiske fisk indimellem, så derfor er udgivelsen som en lun, litterær radiator, jeg kan varme mine sonnergaardske læsevaner ved efter den lidt kølige sidste udgivelse i oktober. Jeg er stadig beundrer af Jan Sonnergaard. Men skru lige lidt op for fiktionsvarmen, hva'?!
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Jan Sonnergaard: Gamle historier
Forlag: Gyldendal
Sider: 192
ISBN: 978 87 02 07235 8