Odense Teater sætter Sartres politiske skuespil "Urene Hænder" op i en minimalistisk udgave, og man spørger sig selv: hvorfor denne forestilling? Skuespillerne spiller efter bedste evne det kliché-partipolitiske stykke, der på ingen måde overrasker eller overvælder. Man ved, hvad der skal ske, man får, hvad man forventer: trivialiteter. (Foto: Reklamefotograferne)
Jean-Paul Sartre var om nogen mand for at skildre valget, menneskets eget ansvar og mulighed for at skabe sit eget liv. Paroler, der efterhånden er så gennemarbejdet, at de også har gjort deres indtog på psykologiens område, hvor man taler om at skabe sin egen livshistorie. Og Sartre var som bekendt også god for en politisk venstredrejet pointe, der dog formåede at fremhæve individet i langt højere grad end den berygtede kommunisme. Manden skrev i 1948 stykket Urene Hænder om menneskets status efter den depraverende verdenskrig.
Odense Teater har valgt at sætte dette stykke på plakaten efter et hektisk kommunal- og regionsvalg, men det er svært at se intentionen med stykkets pointe.
Handlingen er for så vidt ganske lige til: partikammeraten Hugo (Mikkel B. Mortensen) vil til tops i partiet og stræber efter at udrette noget. Hugos temmelig naive kone, Jessica (Natali V. Sand), opildner hans patos, og da partiformanden Hoederer (Lars Lønnerup) vurderes bedst død - ja, så er Hugo den tøvende helt, der får overrakt pistolen og nu skal træffe valget; vil han skyde eller ikke skyde?
Empatien og medmenneskeligheden ligger i munden på Hoederer, omend han vist også kender partiets metoder, og han fremhæver individets ret til netop individualitet og lykke, imens Hugo a la idolet Raskolnikov (fra Dostojevskijs Forbrydelse og Straf) mener, at målet helliger midlet. Sagen går nu sin gang, og handlingen skrider frem så forventeligt, som var der tale om et urværk. Vi møder første gang Hugo, da han just er blevet løsladt fra fængslet og nu har afsonet mordet på Hoederer - så vi er advaret om valget. Men Hugo finder sig nu nyttesløs for partiet; nu er det Hoederers strategi, der har vundet hævd. Mordet har været forgæves.
Pointen i stykket er så simpel og ligetil, at man umuligt kan overse de menneskelige konsekvenser og partiets destruerende magt. Skuespillerne kæmper en brav kamp med replikkerne, men der er ikke meget at hente anno 2009. Der er snarere tale om et nostalgisk tilbageblik end et egentligt nutidigt wake-up call. Det er lige før, at det virker komisk trods alvoren og nerven. Mikkel Bay Mortensen er overbevisende i sin rolle, og han og de øvrige skuespillere spiller imponerende trods de hårde odds.
Odense Teater, Sukkerkogeriet: Urene Hænder
Se spilletider
