Fler nyheter

 
Litteratur
Fængslende novellesamling

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fængslende novellesamling
Ti 2 feb 2010



Jens Peter Kaj Jensens "Kig på damen" er en samling af 11 noveller, hvori man følger forskellige personer. Historierne har ikke nogen relation til hinanden, men der er en gennemgående rød tråd: De handler om identitet og de moderne teknologiers muligheder for, at vi kan tage andre masker på.

Internettet og alle dets muligheder spiller for mange en central rolle i jagten på identitet. Det er et kommunikationsrum og et sted, hvor vi kan vise vores omverden, hvem vi er. Samtidig kan man udgive sig for at være en anden, og gør man det godt, behøver ingen nogensinde finde ud af, at man lader som om. Dette benytter Troels sig af i novellen "StoreMogens", hvor han opretter en e-mailadresse i vennen Mogens' navn, og herigennem forsøger at planlægge sin egen polterabend. Resultatet er dog ikke som ønsket, og han finder pludselig ud af, hvordan andre mennesker i virkeligheden ser ham.

I novellen "Skabt af lysende brosten", lever den homoseksuelle hovedperson i frygt for, at hans partner er mere interesseret i en ukendt kvinde end i ham. Han forsøger i sin desperation at nærme sig sin kæreste ved at oprette en falsk Facebook profil i kvindens navn og oplever herved den befriende følelse, man kan få ved at lade som om, man er en anden: "Det var en underlig berusende følelse. Jeg husker det, som om jeg slap min mandekrop, min låste væren. Jeg blev ren mulighed." Hans falske, virtuelle identitet fører imidlertid uventede konsekvenser med sig, men da er det for sent at stoppe.

Kig på damen er fortællinger om helt almindelige mennesker, der lever med usikkerheder omkring deres identitet, utilfredshed over deres liv, og som ikke føler sig tilstrækkelige i deres relationer til andre mennesker. Det er samtidig en skildring af, hvad der kan ske, når man får lov til at se verden gennem en anden persons øjne, og hvilke konsekvenser det kan have for både ens eget og andres liv.

Novellerne er fængslende og aldrig ensformige. Bedst som man tror, man har gennemskuet handlingen, tager den en drejning, og en overraskelse ligger lige om hjørnet. Undertegnede havde svært ved at lægge den fra sig igen. Den ene novelles afslutning vækkede en nysgerrighed omkring den næste, som man også lige blev nødt til at læse.

Forfatter: Jens Peter Kaj Jensen
Titel: Kig på damen
Forlag: Gyldendal
Sider: 143
Udgivelsesdato: 26.1.2010
ISBN: 987-87-020-8473-3