Fler nyheter

 
Litteratur
Back to basics med hr. og fru Webergrill

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Back to basics med hr. og fru Webergrill
Ti 13 apr 2010

10 år efter Miriam og Jan Glæsel udkom med deres første kogebog til webergrillen, vender de med denne bog "back to basis". Alt overflødigt udstyr og stunts er skrællet væk til fordel for den simple glæde ved at grille. Bogen indeholder både en del teori, som skal gennemlæses, og en række opskrifter, som man kan plukke i.

De to forfattere, som på et tidspunkt var kendt som hr. og fru Weber, er kommet over det stadie, hvor grilludstyret bare blev vildere og vildere, hvor enhver ny weberdims var værd at eje, og hvor selv kransekagen til nytårsaften skulle i weber'en. Med Brug "låget" når du griller forsøger de at finde tilbage til det, det hele handler om - nemlig at tilberede hovedmåltiderne sammen og nyde dem med familien, vennerne, naboerne og de uventede gæster. Jan og Miriam Glæsel bruger deres grill til hverdag, og derfor er bogen præget af, at det skal være nemt og hurtigt, og det ses også tydeligt i opskrifterne.

I den tid, der er gået siden vi sidst hørte fra dem, er familien Glæsel også sprunget med på sundhedsbølgen, hvilket betyder at det hovedsagligt er kylling og fisk, der er på grillen, mens tilbehøret består af salater, rodfrugter og fuldkorn. Dette skift betyder bl.a., at de 10 år efter stadig kan passe det tøj, de blev fotograferet i til forsiden af deres første grillkogebog! Frygt dog ikke, kære mænd, der er stadig opskrifter med store oksebøffer.

Opskrifterne er på traditionel dansk mad, f.eks. medisterpølse, frikadeller og wienerschnitzel, men i fortolkninger, som oftest går i en sundere retning. Der er en del forskelligt tilbehør, noget som ellers tit kan være vanskeligt, hvis man gerne vil lave noget andet end bare kartoffelsalat. Der er som nævnt en del opskrifter med fjerkræ og fisk, bl.a. den legendariske "kylling på dåse", som gjorde Miriam og Jan Glæsel berygtede for ti år siden.

Til de fleste af opskrifterne er der en rubrik med et trick. Det kan være en ingrediens, du kan erstatte med en anden, noget om portionsstørrelse og anretning eller noget om tilbehøret. Til hver opskrift er der også en rubrik med anbefalet grillmetode og sværhedsgrad. Sværhedsgraden går ikke på, hvor svær maden er at lave, for det mener parret ikke er svært overhovedet. Den går mere på, hvor mange forskellige retter der skal holdes styr på samtidig. Jo flere ting der skal styres på grillen, jo højere sværhedsgrad.

Det bedste ved grillkogebogen er, at den også kan bruges, hvis man ikke ejer en grill. Al maden kan laves i en ovn eller på komfuret, hvis man nu f.eks. ikke synes, man gider tænde op i grillen for at lave frikadeller. Opskrifterne er enkle at gå til, de er lavet med en travl gennemsnitsfamilie i tankerne og ser ikke ned på færdiglavede sovse og dressinger eller brug af frysekartofler som tilbehør. Bogen er med andre ord skrevet til helt almindelige mennesker.

Køb eller bestil bogen på saxo.com.

Miriam & Jan Glæsel: Brug "låget" når du griller - Pletskud og cowboytricks
Lindhardt og Ringhof, 224 sider
ISBN: 9788711422823
Udgivelsesdato: 26. 03.2010