Fler nyheter

 
Litteratur
Fristende desserter

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fristende desserter
Fr 28 maj 2010



Radiovært Søren Dahl fra P4-programmet "Cafe Hack" står bag den fristende kogebog "Danskernes egne desserter. Gennem tiden har Søren Dahl haft en række kendte danskere på besøg i programmet, og de har alle haft en dessertopskrift med. Gæsternes opskrifter og lytternes ditto er nu samlet i denne bog side om side med interviews fra programmet.

Der er nok ingen tvivl om, at man får mest ud af Danskernes egne desserter, hvis man kender radioprogrammet Café Hack fra P4 og har hørt nogle af de interviews, der gengives i bogen. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at alle med den mindste lille søde tand vil få stor glæde af denne bog.

Det bedste er næsten de mange tips fra svigermor, der gengives forskellige steder i bogen. De giver lige bogen et ekstra løft i forhold til andre kogebøger, og den bliver værd at vende sider i, alene fordi man lige skal se, hvad svigermor nu siger. Feks: "Dannelse er det, man ikke kan høre, når man spiser suppe."

Desserterne i bogen er inddelt i fire klasser: Frugtdesserter, kager, fromager, mousser m.m. og endelig isdesserter. Der er bidrag både fra Claus Meyer, Brødrene Koch og meget utroligt: Chris MacDonald, - selv en sundhedsapostel kan spise dessert engang i mellem.

Der er flotte billeder af alle de færdige retter. Opskrifterne er delt op i en ingrediensliste og en meget overskuelig opskrifttekst, så det er let at følge, hvor langt man er kommet. De fleste af opskrifterne er enkle og overskuelige og kan laves af enhver. Nogle få af dem skal man være en smule rutineret i et køkken for at kaste sig ud i det, men alle opskrifter er overkommelige.

Ind i mellem de mange lækre opskrifter er der uddrag af nogle af de interviews, der er lavet i radioprogrammet i forbindelse med, at alle opskrifterne er blevet indsamlet. Det giver lidt at fordrive tiden med mens fromagen stivner eller kagen er i ovnen. Man kan selvfølgelig også bare bruge bogen som interesselæsning og sidde med den i lænestolen eller sofaen, evt. efter man har prøvet en af opskrifterne først, så der rigtigt kan blive hygget igennem.

Kogebogen har lidt af det hele: Lækre opskrifter, inspirerende billeder og sjove anekdoter og fortællinger til at peppe det hele endnu mere op. Jeg tror ikke, man går galt i byen med nogen af opskrifterne, men det er ikke en bog, man skal have inden for sine døre, hvis man planlægger en slankekur. - Det er opskrifterne simpelthen for fristende til.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Søren Dahl: Danskernes egne desserter
Lindhardt og Ringhof, 160 sider
ISBN: 9788711427835
Udkommet: 18. maj 2010