Fler nyheter

 
Litteratur
Tekstkritisk genudgivelse af Blixens Vinter-Eventyr

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tekstkritisk genudgivelse af Blixens Vinter-Eventyr
Ti 1 jun 2010



Det er altid en fornøjelse at læse eller genlæse Karen Blixens "Vinter-Eventyr", og nu kan de endda fås med noter, kommentarer og efterskrift til kun 399 kroner. Med andre ord; übercool litteratur med nørdeappendiks for en slik! Go get it!

Karen Blixens Vinter-Eventyr foreligger nu i en omfattende, tekstkritisk udgave fra "konglomeratet" Gyldendal/Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Der er "half and half" af kommentarer og eventyr, hvor særligt kontrasten mellem noterne og Poul Behrendts efterskrift er skærende iøjnefaldende. Noterne bevæger sig sine steder på et overordentligt lavt niveau - er det eksempelvis nødvendigt at nedfælde, hvordan "ingenlunde" er synonymt med "overhovedet ikke" eller "ørkesløs" med "meningsløs"? Efterskriftet er derimod en diger litteraturvidenskabelig gennemgang af ikke blot den kronologiske og historiske tilblivelse af Vinter-Eventyr, men også af forskelle og rettelser mellem den oprindelige engelske udgave og den danske oversættelse, der af Blixen selv blev betegnet en "omskrivning".

Hvorom alting er, så vedbliver Karen Blixens litteratur at være interessant og al opmærksomhed værdig. Hvis de noget gavmilde noter kan tiltrække nye læsere og Behrendts fastholde de gamle, er det alt rigeligt. Poul Behrendt har jo opfundet det nationale litteraturbegreb "dobbeltkontrakten", som han retrospektivt smører ud over Blixens fine noveller i form af skemaer over fortællekonstruktionen. Det er alt sammen vældigt spændende, hvis man ønsker at dissekere sin læseoplevelse, der netop hensætter en i en sær sindsstemning af oplysthed, tvivlen og tro på tilfældets musik.

Hvad Karen Blixen nemlig kan, og som ingen tekstkritiker kan lure eller genskabe til bunds, er at få læseren til at miste fodfæstet. - Fortællingerne i Vinter-Eventyr kredser alle om en begivenhed, som får menneskeskæbner til at ændre kurs, utilsigtet, og ofte iblandes et element fra den historiske virkelighed, fordrejet i tid og/eller sted. At fortællepositionen tillige ofte, som Behrendt så dygtigt påpeger, glider fra ydre til indre fortæller i løbet af historiens fremdrift, er blot et fortælleteknisk greb og som sådan ikke interessant for den almindelige læser.

Vinter-Eventyr udkom første gang under anden verdenskrig, og allusionerne mellem krigens konsekvenser og Blixens håndtering af sin oversættelse og udgivelse gør bestemt alle de ekstra sider værd at læse - jo før jo bedre.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Karen Blixen: Vinter-Eventyr
Gyldendal i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 448 sider
ISBN: 9788702069174
Udkommet: 28. maj 2010