Fler nyheter

 
Litteratur
Blodig og velskrevet historisk roman

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Blodig og velskrevet historisk roman
Må 14 jun 2010




Den britiske forfatter Bernard Cornwell er nået til femte bind i sin serie om saksernes historie. Nyeste skud på stammen, der har fået titlen "Det brændende land", er en temmelig blodig, men meget spændende og ikke mindst velskrevet fortælling om krigeren Uhtred og hans kampe for såvel kongens som egne interesser.

Bernard Cornwell er i den absolutte topklasse, hvad angår forfattere af historiske romaner. I Danmark hersker Maria Helleberg på scenen for den historiske roman. Men hvor Helleberg har specialiseret sig i fortællinger om danske kongelige og deres frænder, er det sakserne og disses historie, Cornwells romaner drejer sig om.

I Det brændende land følger læseren krigsherren Uhtred af Bebbanburg. Uhtred har aflagt troskabsed til den kristne kong Alfred af Wessex og kæmper for dennes sag - til trods for at Uhtred selv stadig bekender sig til de traditionelle nordiske guder som Odin og Tor.

Kong Alfred er gammel og nærmer sig sit endeligt, men ønsker brændende, at hans ældste søn Edward skal overtage tronen efter ham. For at styrke sønnens sag forsøger Alfred at få Uhtred til at love Edward troskab, som han har gjort det over for Alfred. Men Uhtred har sine egne drømme for fremtiden, og han ønsker ikke at være stavnsbundet til tronen i Wessex til evig tid.

Uhtred er en mægtig krigsherre, der formår at føre sin hær til sejr. Men på den private front har han større problemer. Og da han i raseri brækker halsen på en ung munk i kongens tjeneste, ser han sig nødsaget til at bryde sin ed til kong Alfred og forlade Wessex. Uhtred går fra krigsherre til at blive viking. Og læseren følger hans færd på både det fysiske og psykiske plan.

Cornwell skriver i et letlæseligt men på ingen måde banalt sprog. Fortællingen glider let, og forfatteren har formået at inkludere mængder af historiske facts uden at det gør læsningen tungere. På samme måde hører Cornwell også til de få, der kan beskrive et decideret blodbad på slagmarken, uden det krænger over og bliver vulgært.

Det brændende land er bestemt en bog, det er værd at bruge tid på. Fortællingen er både spændende og medrivende, og man kan uden problemer læse den uden at have læst de tidligere bind i serien. At bogen bygger på historiske begivenheder giver blot et ekstra lag til handlingen, og man får en fornemmelse af en storslået tid, hvor store slag blev udkæmpet og den, der er herre den ene dag, nemt kan ende som træl den følgende.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Bernard Cornwell: Det brændende land
Lindhardt og Ringhof, 284 sider
ISBN: 9788711423813
Udkommet 27. maj 2010