Fler nyheter

 
Litteratur
Førstehjælp til tilflyttere

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Førstehjælp til tilflyttere
Må 23 aug 2010






"Jydens håndbog til overlevelse i København" er ikke kun for jyder. Heldigvis da. Faktisk mistænkes hr. Jakob Vølver for at have haft et godt øje til den københavnske læser, mens han spidder os alle sammen i det øjebliksbillede, manualen til hovedstaden anno 2010 er.

På den allersidste side i Jakob Vølvers bog Jydens håndbog til overlevelse i København finder man forfatterens egne, kronologiske københavnerboliger. Og se - det giver altså lidt street credit til manden, at han rent faktisk har beboet de fleste kvarterer, Vesterbro undtaget, som han skriver så rammende om.

Vølvers projekt er at agere fødselshjælper for jyder, der flytter til hovedstaden, hvor kaffe ikke er noget, der brygges gennem et filter og serveres på termokande, og hvor der som regel følger en kvittering med en handel. Bogen falder groft skitseret i tre dele: kulturchokket, overlevelse og integration. Af jyden, forstås.

Og der er vitterligt hjælp at hente i håndbogen. De små indlagte advarsler om "jydefejl" og anbefalingerne med "genvej til integration" og "overlevelsestip" er ikke bare underholdende, men også oplysende. For nej, der er hverken midtby, rutebilstation eller traktortræf i København, vi taler pænt om vores narkomaner, og de små lejligheders ditto bruseanordninger kan rigtignok være livsfarlige.

Undervejs giver det da også anledning til både smil, nik og genkendelse at læse om de respektive københavner- og jydetyper, ligesom læseren forsøges underholdt med procesdiagrammer for jobsøgning, overstregede, opdigtede dialoger med forfatterens redaktør og diverse illustrationer.

Jysk humor er ofte noget med at gøre grin af andre, distancere sig, gøre sig morsom på andres bekostning eller udøve sarkasme og ironi. Som jyde excellerer Jakob Vølver hjemmevant i alle disciplinerne, og hvis ikke det lige var, fordi han kan formulere sig, så alle kan grine med og se prototypen foran sig, ville håndbogen have været irriterende og pinlig. Det er den ikke; den er sjov og velbearbejdet, men ikke noget uforglemmeligt værk.


Køb eller bestil bogen på saxo.com

Jakob Vølver: Jydens håndbog til overlevelse i København
Gad, 180 sider
ISBN: 978-87-12-04582-3