Fler nyheter

 
Teater
Bergman-klassiker på Aarhus Teater

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bergman-klassiker på Aarhus Teater
Må 4 okt 2010



Ingmar Bergmans kendte filmklassiker "Fanny og Alexander" opsættes i denne sæson på Aarhus Teater med en lang række af teaterets bedste skuespillere. Stykket er en hyldest til teateret og et meget passende valg af Aarhus Teaters nye direktør, Stefan Larsson. (Foto: Rasmus Baaner)

Manuskriptet til filmen Fanny og Alexander blev skabt, mens Ingmar Bergman boede i München, hvor han var flygtet til på grund af sit problemfyldte forhold til sit hjemland. I dette tilfælde havde den berømte dråbe, der fik bægeret til at løbe over, været, at politiet midt under prøverne til en forestilling var mødt op og havde arresteret ham pga. en skattesag, som han i øvrigt senere blev renset for. Mens manuskriptet til filmen blev til, kendte han imidlertid endnu ikke udkommet af sagen.

I teaterets verden er man som publikum vant til, at der skal være en morale, en mening eller noget, man skal tænke over. Teaterstykket skal med andre ord sætte noget i gang inde i publikum, som de skal tage med sig hjem. I Fanny og Alexander sidder man længe og venter på, at stykket får bygget sig op til budskabet, men der kommer ikke noget. Stykket er morsomt - diabolsk, farverigt - dystert, umoralsk - moralsk. Det spiller hele tiden på modsætninger, men virker ikke, som om det vil noget ud over at underholde.

Rollerne som Fanny og Alexander er dobbeltbesatte og spilles af 3 piger og en dreng. Til audition var pigerne så talentfulde, at man valgte at lade Alexander spille af henholdsvis Matthew Merit og Cecilie Christensen, som måtte lade de lange lokker falde til formålet.
Rollen som Alexander er noget mere fremtrædende end rollen som Fanny, som spilles af Greta Lina Lorenzen og Maria Louise Sørensen. Det skal dog blive spændende at se, om nogle af børnene er blevet så bidt af skuespillet, at vi kommer til at se dem igen i andre roller. Talentet fejler i hvert tilfælde ikke noget. I det hele taget var stykket endnu engang en tour de force i sublim skuespilkunst. Især skal Peter Flyvholm i rollen som Gustav fremhæves for sin dynamik og fantastiske mimik. Der deltog også nogle 3. års elever fra Skuespillerskolen på det Kongelige Teater, som det også skal blive meget spændende at følge fremover.

Stykkets største mysterium er Alexanders møde med jøden Isaks mystiske nevø Ismael. Det er simpelthen ikke til at forstå, hvad det er, der foregår på scenen. I henhold til diverse opslag på internettet handler det imidlertid om Alexanders møde med sit eget dystre alter ego: Det uskyldige barns dæmoniske fantasi om at slå sin stedfar ihjel, det vil sige endnu en af de modsætninger, som stykket er så fyldt af.

Når man først kommer sig over overraskelsen over, at man ikke skal analysere og finde frem til budskab og morale, så er det på en gang både meget mærkeligt, men også befriende, at man bare kan lade sig underholde af de fantastisk dygtige skuespillere og den gode historie.

Aarhus Teater - Fanny og Alexander
Se spilletider