"Fundet" er tredje og sidste del i trilogien "Den magiske tyv". Som i de tidligere bøger er hovedpersonen Conn, en tidligere rendestensunge som er blevet troldmandslærling. Conns by Wellmet er i fare, og Conn må drage af sted på en farefuld rejse for at finde ud af, hvordan han kan redde byen og få kontakt til magiens væsen.
Conn er ved sine magiske eksperimenter kommet til at sprænge sin Mesters hjem til murbrokker. Mester Nevery er rasende mest fordi Bennet, der også befandt sig i huset, kom alvorligt til skade. På grund af eksplosionen er Conn blevet dømt til at leve i eksil fra hans hjemby Wellmet, men nu er selvsamme by i fare for at blive angrebet af et ondsindet magisk væsen. For at redde byen er Conn nødt til at drage ud på en farefuld færd, hvor han møder væsener han aldrig har set før. Alting bliver imidlertid meget sværere fordi hans Locus Magicalicus blev smadret i første bog, og han kan derfor ikke længere kommunikere direkte med magiens væsen.
Den magiske tyv hører til genren fantasy. Det er en velskrevet serie med et spændende univers, hvor forfatteren har taget sig tid til at udvikle alfabet, sprog, strikkeopskrifter mm. til. Det er meget vanskeligt at læse Fundet uden først at have læst de andre bøger i serien. Der henvises ikke direkte meget til de tidligere bøger, de udgør blot en viden/forhistorie som forventes kendt. Denne tredje bog kan således ikke stå alene, som de to tidligere bøger kunne. At Fundet ikke kan stå alene får den til at fremstå en smule svagere end de to forgående bøger.
Derudover er det lidt som om, at ikke alt bliver forklaret i Fundet. hvilket for sidste del af serien til mere at virke som et springbræt til nye bøger frem for en egentlig afslutning, hvor tingene falder på plads. Men har man læst de to første bøger, er man også nødt til at læse den sidste bog også.
Den afsluttende bog i trologien Den magiske tyv er ikke helt så velskrevet og gennearbejdet som hhv. Den Magiske Tyv (1. i serien) og Fortabt (2. i serien). Men bogen er stadig yderst spændende og godt beskrevet, ligesom der er gjort noget ud af at inkludere sætninger skrevet i et særligt alfabet samt en strikkeopskrift på et tørklæde der indgår i handlingen. Hvor de to første bøger fortjener 6 stjerner, kan det "kun" blive til 5 stjerner for bogen Fundet.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Sarah Prineas: Den magiske tyv - Fundet
Borgens Forlag, 376 sider
ISBN:9788721031541
Udgivet d. 8. november 2010