|
|
Den fem gange Reumert-belønnede instruktør Catherine Poher er tilbage i Skuespilhuset med den eventyrlige "På den anden side": et visuelt triumftog, der åbner en magisk verden for børn og voksne med forunderlige væsner, talentfulde dansere og en enestående bamsefører. Så kan man såmænd godt tilgive, at historien er lidt tynd og usammenhængende. (Foto: Laura Stamer)
På den anden side er en moderne Alice i eventyrland, hvor en ung pige, Leo, følger efter en kanin ind i et magisk drømmeunivers. Her møder hun alskens sære skabninger, mens hun forelsker sig, lærer at knytte bånd og tage afsked igen og må overvinde forskellige truende situationer. Med sig har hun sin tøjbamse, Bjørn, som guider hende gennem den fagre nye verden, indtil hun har gennemført sin dannelsesrejse og er klar til at vende hjem.
Ud over denne ret så enkle rammefortælling er der ikke meget historie over stykket, og uden videre forklaring præsenteres vi for hele kavalkader af fabeldyr, eventyrvæsener, tegneseriefigurer og superhelte. De fleste af dem vil børnene uden videre kunne genkende, mens andre udelukkende er der for de voksnes skyld - f.eks. Scream-masken, der stammer fra filmen af samme navn fra 1996, og som børnene næppe kender. Det virker lidt uigennemtænkt.
I stedet er På den anden side en visuel ballet, hvor letfodede væsner i uhyre enkle, men meget fantasifulde dragter danser ind og ud af fortællingen. Stor ros skal i den sammenhæng lyde til maskemageren, Paul Arne Kring.
Det er tydeligt, at nogle af skuespillerne har baggrund som dansere, og især kaninens akrobatik vakte berettiget begejstring hos både børn og voksne, men også Cheshire-kattens dans var godt tænkt og udført.
Leo spilles af Maria Rossing, der med sit uforfalskede, barnlige udtryk rammer lige i målgruppen. Som fortællingens eneste reelle holdepunkt er hun meget vigtig for, at stykket lykkes, og hun formår uden videre at tale direkte til børnene i de 70 minutter, forestillingen varer. Undervejs gennemfører hun nogle snedige kostumeskift på scenen; nogle ganske ubemærkede og et enkelt meget spektakulært.
Den mest imponerende er dog Rolf Søborg Hansen i rollen som bjørnefører. Det er helt utroligt, hvordan han formår at gøre alle bamsens bevægelser levende, sigende og helt flydende, mens han selv mere og mere kun synes en forlængelse af stofdyret. Der går ikke mange minutter, før man helt glemmer mennesket og opfatter bamsen som levende - og meget kær.
Musikken leveres af Livingstones Kabinet, der skaber en fin otherworldly stemning med en blanding af Tom Waits og hyggelige, hjemmelavede børnesange.
Stykket henvender sig til børn, og denne aften var der god respons fra børnene blandt publikum, der aktivt svarede på skuespillernes spørgsmål og kom med højlydte udbrud af forbløffelse og latter. Indimellem er stykket dog også ganske voldsomt og uhyggeligt, så man skal måske ikke have de allermindste med, men generelt er det et stykke, der vil sætte gang i fantasien og vil være en rigtig god oplevelse for både børn og voksne.
På den anden side - Skuespilhuset
Se spilletider
