Fler nyheter

 
Musik
Velspillende trio

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Velspillende trio
Må 14 mar 2011

Det er ikke til at sige præcis hvorfor, men sådan er det jo ofte med kunst; Per Arnoldis pladecover passer glimrende til produktet. Det er varmt, hyggeligt og velspillet.

De svenske jazzmusikere, pianisten Magnus Hjorth og bassisten Petter Eldh, har tidligere spillet på JazzCup i København. Efterfølgende blev de tilbudt koncerter i Japan, dette blev til to turnéer og en enkelt liveudgivelse. Nu er duoen blevet til en trio med den japanske trommeslager Kazumi Ikenaga, og de har sammen besøgt STC Studiet i København. Bjarne Hansen har stået for indspilningen, og det er der kommet et godt resultat ud af. Det er for det meste afdæmpet, men det holder.

Fra første skæring er det iørefaldende; "Play the Game" er en god repræsentant for hele pladen. Der bliver alt i alt spillet intenst, og man kan høre, at de både mener det og nyder det, de er i gang med. På pladens andet nummer folder Magnus Hjort sig ud og giver klaverspillet lidt krydderi, - det svinger lige på kanten. "Lacrima Lake" er drømmende og storladen, men bassoloen skærer desværre lidt i ørene. Man må antage, at det er meningen, men det virker upassende. Samtidig er der skruet lige lovlig langt ned for bassen, og man skal spidse ører for at fange dens forskellige soli over hele Plastic Moon.
Dog er det charmerende, at lyden på bassen stadig er høj nok til, at man kan høre lidt raslen hist og her. Hvis man skulle have glemt det, så er vi heldigvis milevidt fra fabriksproduktioner, der ellers fylder det hele i disse tider.

Udover seks kompositioner af pianist Magnus Hjort indeholder Plastic Moon to numre, der ikke er egne kompositioner. Den første er "Shiny Stockings", der er skrevet af Frank Foster og omarrangeret af Petter Eldh. Det er modigt at kaste sig over et nummer, som selveste Count Basie har spillet, men det er udmærket. Samme gælder Victor Schertzingers "I Remember You" fra 1941, også denne er omarrangeret af bassist Petter Eldh. Det er progressivt og interessant. Derudover er der ikke nogen numre på pladen, der falder igennem, eller hvor man kan undre sig over, at de er med. Nummeret "Leia" er direkte melodiøst, og temaet rammer helt og aldeles plet.

Trioens "nye" mand, trommeslager Kazumi Ikenaga, har bidraget med afslutningsnummeret "Jogen - Plastic Moon", der er flagrende i sin intensitet. Pladen virker helstøbt, og Plastic Moon er alt i alt glimrende; det bliver ikke for voldsomt, og det er, bortset fra lidt for lav bas, ganske velproduceret.

Lidt kritik må dog gives, i det at pladen er en kende forudsigelig. Det er ikke så legende og kan til tider virke tænkt med flot skalaspil. Dog er det venligt ment, når denne anmelder kalder Plastic Moon for en hyggelig og venlig plade.

Plastic Moon - Magnus Hjort, Petter Eldh & Kazumi Ikenaga
Udgivet på Stunt Records