Fler nyheter

 
Musik
Behageligt og ukompliceret

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Behageligt og ukompliceret
To 24 mar 2011

Tidligere Moonjam-saxofonist, Jens Haack, er tilbage med ny smooth-jazzy og lounget udgivelse. Med sig har han blandt andre Mikkel Nordsø, Ben Besiakov og The Danish National Chamber Orchestra. Men albummets indpakning og coverbillede er desværre det mest interessante.

Smokers Lounge er jazz og lounge, og det er smooth-jazz. Numrene er fortrinsvis af amerikansk oprindelse, men suppleret med egne kompositioner. Stilmæssigt er Smokers Lounge langt fra de udgivelser, der bliver sprøjtet ud i ét væk. Og det er rart, at der kommer noget usædvanligt en gang i mellem. Pladens fysiske udformning er også usædvanlig; det er en lækker digipack med flotte billeder, og booklet'en er trykt på tykke sider. Overordnet er pladen helstøbt, og der er ikke nogen numre, der falder igennem.

Af Haacks tre egne kompositioner til Smokers Lounge er det "It's All About Love", der er den mest interessante. Strygerne har en god effekt, og den øvrige instrumentering suppleres ganske godt af Haacks tenorsax og fløjte. Titelnummeret "Smokers Lounge" kommer desværre ikke nok ud af højtalerne, hvilket også er pladens generelle problem. Dette nummer burde have været mere udfordrende, som der lægges op til, men er simpelthen for smooth til trods for det gode synkronspil.

Af de amerikanske numre er det Haacks udgave af "I Can't Get Started" (Ira Gershwin/Vernon Duke), der er mest interessant. Dette skyldes, at det er mindre lounge og mere jazzet, og dermed tættere på, hvad man kunne forestille sig på et spillested/beværtning med tæt røg og livejazz. Nummeret "Alone Together" er i samme ende, her er der dog skruet op for det smooth, uden at det bliver for meget. "Alone Together" bringer på samme måde som "I Can't Get Started" tankerne hen på musik efter midnat, her er vi dog lidt længere ude i natten.

Smokers Lounge signalerer noget farligt, vovet og "usundt". Det skal de involverede parter have stor ros for, da den slags desværre ses sjældnere og sjældnere på musikfronten i Danmark. Men det kommer desværre ikke videre end til signalerne, for musikken på Smokers Lounge er for velslebet, og kanterne er blevet rundet lige lidt for meget både i udtrykket og produktionen. Det er naturligvis velspillet, og de involverede parter er yderst kompetente. Men der er for meget mezzoforte over Smokers Lounge, og musikken bliver lidt for hurtigt behagelig og ukompliceret underholdning.

Jens Haack: Smokers Lounge
Ude på cd fra Stunt Records