|
|
(Foto: Henrik Stenberg)
Ved kulturelle arrangementer i Rusland er det almindeligt at gå ind og ud til forestillingen. Og børn gebærder sig lige så naturligt som de voksne. Vi var tæt på og lige ved den stemning under weekendens premiere på Den Kongelige Ballets "Nøddeknækkeren".
Der var bunker af børn i Det Kongelige Teater ved weekendens åbning af julens finkulturelle højdepunkt, Nøddeknækkeren. Børn dominerede og imponerede både på scenen og blandt publikum. Halleluja og tak for dét, for balletten Nøddeknækkeren er fortryllende fantastisk og en fortælling, man kan besøge og genbesøge, efterhånden som alderen trænger sig på.
Således kunne man i pausen overhøre en diskussion mellem mor og barn, hvor moderen forsøgte at forklare, at det var et eventyr, de så, mens barnet sagde, det da var en koncert, for han havde selv hørt musikken, og da moderen så forsøgte at smide ind, at det jo var en ballet, trumfede barnet med at forklare den voksne, at de overværede "børn, der dansede".
Og netop de mange balletbørn er scoopet i denne version.
Nøddeknækkerens to halvdele er skævt dimensioneret; hvor eventyret og fortællingens univers er dominerende i den første del, består anden halvleg af dans, dans og dans. Det klæder Tjajkovskijs musik at få følgeskab af østeuropæiske George Balanchines symmetriske og tiltænkt visuelt stærke figurer, men når den praktiske udførelse er lidt bondsk, som det desværre
er tilfældet, må den erfarne teatergænger nøjes med at nyde musik, scenografi og - tjah, hensigtserklæringen, der måtte gemme sig i koreografien.
Der er talentmasse i balletbørnene, og børnehovedrollerne Marie og Frits, danset af Mathilde Cohn og Lukas Helt, viste ikke bare en sikkerhed i danseteknikken, men også et usædvanligt dramatisk talent, som bødede faldet fra de voksne, mere kluntede dansere, der tumlede over scenen.
Scenografi er smag, der ikke kan diskuteres. Med Nøddeknækkeren som forlæg er der dog mulighed for at give den gas i primærfarver, guld, glimmer og bolchestriber, hvilket Mikael Melbye gjorde ved forrige sæsons udgave, der spillede i Tivolis Koncertsal. Det mere 1800-tals-nostalgiske, pastelfarvede udtryk, som Anthony Ward vælger at rulle ud hér, er muligvis også begrænsende for dansernes lyst til at strække heeeelt ud.
Caroline Baldwin som "kaffen" skal nå at fremhæves positivt som værende et kunstnerisk, sfærisk lyspunkt i en tung udgave. Sukkerfeen forsvandt desværre helt i striber og kæmpebonbons, og det er jo ikke en værdig skæbne for så vigtig en personage. Susanne Grinder gjorde, hvad hun kunne, men pas des deux'en med kavaleren Marcin Kupinski kom desværre aldrig helt til sin
ret.
NØDDEKNÆKKEREN
Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Se spilleplan
