More news

 
Music
Bob Hund: Låter som miljarder

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bob Hund: Låter som miljarder
Mon 27 Feb 2012

Bob Hund, der tidligere er blevet kåret som verdens bedste liveband, intet mindre, er ekstremt produktive. Bandets 6 medlemmer har siden 2009 udgivet 3 album, inklusive dette, en EP, nogle singler - og der er tilmed lavet en dokumentarfilm om dem. "Låter som miljarder" er gruppens 11. fuldlængde album siden 1991.

Pladens titel, Låter som miljarder, er samtidig titlen på pladens første sang, og dette nummer giver en vis idé om, hvad lytteren har i vente. Det er frisk svensk (næsten dansabel) pop af bedste skuffe, og dog ikke så ligetil, som hvis det havde været eksempelvis Roxette, der stod som afsender. På Låter som miljarder stikker Bob Hund lidt dybere i lydbilledet og helheden, og at titelsangen er pladens kommende single kan ikke undre, da det svinger fra første færd.

Pladens andet nummer, og en anden af singlerne, "Harduingetmankandansatill?", er langt mere funky, disco-dans-indbydende og frækt. Det er i den grad en lettelse med sådanne numre, hvis man lægger ører til meget af det, der ellers er i radiorotation, og det samme gør sig gældende for pladens nummer 6, "Det regnar och brinner". Numre som "Stanna klocka stanna" og "Vem tror jag att jag lurar" hører til på albummets hylde over mellemvarer og synes en smule mindre interessante. Mere interessant bliver det straks igen på "Osmium & Iridium", der hopper i en stadig livagtig-dansevenlig retning, men noget marginalt mørkere, og der er tilført et western-element som passer godt ind i billedet. 9. skæring, "Såå näre", er tilbagelænet og groovy, et down-tempo nummer, der bliver bedre og bedre, men desværre er for kort (men sådan er det jo gerne). Afslutningsnummeret, "Maskarade", synes som en traver af en afslutning, Bob Hund burde have valgt anderledes. Med deres produktivitet skulle det være højest usandsynligt, at de ikke havde noget andet og bedre som afslutning.

Som tidligere nævnt er Bob Hund overordentligt produktive, og hvilke resultater dette giver. Det er absolut ikke alle forundt at lave så meget materiale, der holder. Albummet med 10 numre, der kun varer ca. 34. min, er en spøjs størrelse, men en velproduceret og godt skrevet én af slagsen. Dog synes undertegnede, at Låter som miljarder, er lige kort nok. Man får lyst til at høre mere, og så er en god halv time ganske enkelt lige i underkanten. Men når det er sagt, så vokser pladen for hvert lyt.

Albummet er ude som CD, vinyl og download via Sousafon / Target Distribution