|
|
Det er en imponerende forestilling Runar Hodne har sat op i Skuespilhuset med mange flotte skuespilpræstationer, hvor især Ghita Nørby brillerer som en elegant, omkringsvævende Puk, Morten Suurballe er ikke mindre imponerende i dobbeltrollen som Theseus/Oberon, og Søren Sætter-Lassen er helt uimodståelig som væveren Rumpe. (Foto: Bengt Wanselius)
Når tæppet går op, ser man hertugen af Athen, Theseus, siddende, og Hippolyta, hans kommende brud, stående i et stort bart rum af stål, glas og marmor. Hele tableauet har et skær af kulde og autoritet over sig, og helten Theseus, især kendt fra mytologien for at have dræbt Minotaurus i Labyrinten, har åbenbart også erobret Hippolyta, amazonernes dronning, med magt, for som han siger til hende: "Hippolyta, jeg friede med sværdet og vandt din kærlighed med overgreb."
Ind træder Egeus, en af Theseus' håndgangne mænd, med datteren Hermia og to ungersvende, Demetrius og Lysander, alle tre uniformerede, de unge iført noget der kunne ligne skoleuniformer, blazer, slips og nederdele (også mændene!), som falder fint i hak med den patriarkalske atmosfære, hvor Egeus gør gældende overfor hertugen, at datteren ikke vil makke ret og gifte sig med faderens udvalgte Demetrius, da hun vil have Lysander, som også er forelsket i hende. De to unge elskende flygter ud af byen og ind i skoven, skarpt forfulgt af Demetrius, som på sin side efterstræbes af Helena.
De flygter fra en verden, hvor kærligheden har trange kår, men den naturens verden, de dykker ned i, er, skønt fuld af farver, musik og tøjlesløshed, behersket af andre, men lige så farlige irrationelle kræfter. For i skoven hersker alfernes konge, Oberon, der har en strid kørende med sin mage, alfernes dronning Titania, og han sender sin tjenende ånd, Puk, af sted for at finde en stedmoderblomst: "hvis saft på øjenlåget, når man sover, gør mænd og kvinder gale, så de elsker det første væsen de får øje på." Denne tryllesaft skaber en frygtelig ravage ikke kun hos Titania, der bliver vildt forelsket i et æsel, men også hos de unge Athenere, da Puk forveksler de unge mænd og hælder tryllesaften i de forkerte øjne. Men der er en vigtig medspiller i hele dette cirkus, som Oberon også er underkastet, og det er kærlighedsguden Amor. For som Helena siger et sted: "Love looks not with the eyes, but with the mind, and therefore is wing'd Cupid painted blind", der i Brunses oversættelse lyder: "Forelsket ser man kun sit tankespind, og derfor kalder man Gud Amor blind." Og ikke nok med at han er blind, han er også "en lille dreng, der ingen klogskab har, og vælger ubetænksomt som en nar." Så man kan sige, at kærligheden er noget af det mest udskældte i Oberons skov.
Der er en del mindelser om Romeo og Julies tragiske kærlighedshistorie, da det stykke blev skrevet umiddelbart før, og det gælder især det stykke som håndværkerne øver på, nemlig "Den begrædelige komedie om Pyramus og Thisbe". Det er også komediens 'comic relief', med en helt ustyrlig Søren Sætter-Lassen som Rumpe, der forvandlet til et æsel ender i Titanias favn, og Ole Lemmeke får skabt en vildt komisk figur i tømreren Kvæde, der har et farligt mas med at holde styr på sine spillere.
Men skoven virker underligt tyndt befolket. Titania har én alf til sin rådighed, så hvor er Ærteblomst, Spindelvæv, Fnug og Sennepsfrø henne?
Og Oberons følge er reduceret til Puk, så man spørger sig selv, om det er af sparehensyn. Men man kunne da bare bruge nogle af de medvirkende skuespillere til at agere alfer, når de ikke selv optræder, og i The Royal Shakespeare Companys opførelser af 'Drømmen' har man den praksis at lade håndværkerne springe ind som alfer, og det virker ekstra morsomt, da man godt kan se, hvem der skjuler sig under maskeringen.
Shakespeares En skærsommernatsdrøm kan opleves i Skuespilhuset frem til 25. maj.
