Benjamin Britten inviterer til et fordrukkent, dobbeltmoralsk tea party i "Albert Herring". Keith Warners iscenesættelse af Brittens komiske opera kan nu opleves på Gamle Scene under Roland Böers dygtige musikalske ledelse.
I den lille engelske landsby Loxford er man i svær nød: Der skal kåres en majdronning, men ingen af landsbyens unge piger er dydige nok til titlen. I stedet vælger landsbyspidserne at kåre det underkuede dydsmønster Albert Herring til majkonge, men for Albert bliver den tvivlsomme hæder startskuddet til at bryde med sin dominerende mor og hele landsbyens forældede moralkodekser.
Gert Henning-Jensen spiller og synger den unge Albert med stor overbevisning: alvorlig og arbejdsom adlyder han morens bud, men en nagende tvivl plantes i ham, da han ser vennen Sid sammen med den skønne Nancy, og da Albert intetanende drikker en magisk, romfyldt limonade (til tonerne af Wagners Tristan-akkord), sprænger han omsider sine bånd. Da vi ser ham igen dagen efter, er han en ny mand, der tydeligvis nyder at forarge det gode borgerskab, og som endelig har modet til at bryde med moren.
Elisabeth Jansson og Philip Smith er meget charmende sammen som Nancy og Sid, og Eric Roberts er herlig som flagrende og letbenet sognepræst. Særdeles velvalgt er også Ylva Kihlbergs dramatiske sopran som den diktatoriske Lady Billows, der i sin jagt på dyden tilsyneladende ikke ænser det sadomasochistiske forhold, hun befinder sig i med sin husholderske, Florence, sunget og spillet af den herlige Johanne Bock.
Keith Warrens iscenesættelse af Albert Herring kunne første gang opleves i Montepulciano i 2010, og han har valgt at genbruge og tilpasse Julia Müllers opfindsomme scenebillede med et væld af små huse, der kan bruges til lidt af hvert, til Det Kongelige Teaters Gamle Scene på forbilledlig vis, såvel som Müllers kostumedesign, der spænder over ærbar tweed, rockabilly outfits og et elizabethansk dronningeskrud.
Roland Böer dirigerer muntert og taktfast, og det er fascinerende, hvordan fx den fordrukne skolefrøkens gangart har sit eget lille tema, der ikke bare udføres præcist og omhyggeligt af Det Kongelige Kapels solister men også er perfekt koreograferet med Gisela Stilles snublende bevægelser. Eneste anke er, at en del af Albert Herrings komik skal findes i Eric Croziers vittige libretto, og desværre druknede Croziers ord især i 1. akts to fugaer, og selvom de ledsagende danske tekster var meget rare, når de virkede, yder de ikke Croziers liste ordspil megen retfærdighed.
Komik finder vi dog også i de karikerede persontegninger, og det kan anbefales at holde et vågent øje med hele scenen hele tiden, så man ikke pludselig går glip af en heftig lidenskab eller et træt ansigt, der falder ned i en lagkage i udkanten af scenen. Og så er der naturligvis mellemspillet til 3. akt, hvor Alberts natlige eventyr bliver gengivet som den fineste lille tegnefilm. Alt i alt en munter og meget fornøjelig opera.
Albert Herring på Det Kongelige Teater
Vi spilletider
