More news

 
Literature
17 km syd for Aalborg

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
17 km syd for Aalborg
Tues 7 Aug 2012

På en helt almindelig lørdag i en helt almindelig weekend, holder Lau fest. Denne lørdag opleves fra 10 unges synsvinkel - en lørdag omhandlende fest, kærlighed, venskab og grænser, der skal overskides.

Liva Skogemann debuterer som ungdomsbogsforfatter med 17 km syd for Aalborg, og skildrer yderst overbevisende, hvad der foregår i hovederne på unge mennesker der, på den ene eller anden måde, er på vej videre i livet. 17 km syd for Aalborg er en kollektivroman, hvilket vil sige, at bogen har flere hovedpersoner og beskriver disse som gruppe, der på forskellig vis er forbundet. Her bor de fleste enten i den samme lille flække af en by, går på samme skole, arbejder på den lokale tankstation, er til den samme fest eller skal skaffe sig af med en plastikposes indhold.

"Camilla går ud og sætter sig på kummen. Hvorfor har hun ikke forudset det her? Kunne hun egentlig forvente andet, når de skulle hjem til ham? Og når han bor alene og er enogtyve og nok har haft sex med et hav af ældre piger?".

Direkte og uden introduktion, fører Liva Skogemann læseren lige ned midt i handlingen hos bogens 10 personer. Lige ned hvor tingene sker, eller skal til at ske. Man føler sig som en flue på væggen, og får derved et gribende og unikt indblik i de unge menneskers tanker - uden at det virker utroværdigt. Det er lykkedes Liva Skogemann, at bevare og beskrive de unges uskyldighed, og higen efter at passe ind.

"Han ser på hende, stirrer nærmest, og hun ved ikke helt, hvor hun skal se hen. Så vælger hun at møde hans blik, mens hun holder vejret. Han læner sig frem mod hende. Hun når kun at tænke »bliv siddende, Mette«, da hun mærker hans læber og så tungen, som ligesom presser sig ind, våd, togskinnerne kan hun sjovt nok ikke mærke. Han smager som den røg, hun lige indåndede".

17 km syd for Aalborg er en velskrevet bog til unge i alderen 13+, og har et lixtal på 19. Uden de store armbevægelser, rammer handling og sprog perfekt hovedpersonernes ungdommelige naivitet og følsomhed. Og selvom bogens problematikker ikke er nye, formår Liva Skogemann at genfortælle dem med en lethed, og på en direkte facon, der vil appellere til de unge læsere. Set med en voksens øjne kan konflikterne i 17 km syd for Aalborg virke harmløse, men efter få sider bliver man sendt tilbage til sin tidlige ungdom, og mindes en tid, hvor små ting betød alverden.

Køb bogen på Saxo.com

Liva Skogemann: 17 km syd for Aalborg
Zoom On Forum, 183 sider
ISBN: 978-87-638-2466-8