|
Den franske forfatter Marcel Prousts notorisk svære roman "På sporet af den tabte tid" er et af de værker, folk ofte siger, de ville ønske, de havde læst. Med bogen "Ind i Prousts værk" er der nu hjælp at hente.
"Selvom jeg er gået i stå er På sporet af den tabte tid et af de vigtigste værker, jeg har givet mig i kast med", skriver lyrikeren Klaus Høeck. Det er en fornemmelse, mange vil nikke genkendende til, for dette "tekstmonster", som med rette kan kaldes et af litteraturhistoriens vigtigste værker, er samtidig et af de mest utilnærmelige af slagsen.
Der er dog ingen grund til at fortvivle, for væbnet med bogen Ind i Prousts værk. 19 læsninger af ‘På sporet af den tabte tid' får den almindelig dødelige læser nu muligheden for at få et indblik i den berømte roman.
Bogen indledes med Niels Solbergs udførlige resumé af På sporet, og hvad enten man er helt ny Proust-læser eller har læst dele af eller hele værket tidligere, er det en uvurderlig indføring i Prousts verden. En indføring der giver læseren et overblik over personerne, stederne og tiderne, som kan være svær at bevare i Prousts lange, snørklede og indskudte sætninger.
Således rustet præsenteres man for 19 uddrag, hvor fremtrædende Proust-læsere har udvalgt hver sin yndlingspassage. De 19 læsninger er vidt forskellige og demonstrerer på fremragende vis, hvor mange forskellige lag, der er i Proust, hvor forskelligt værket kan læses, og hvor mange tanker, der ligger gemt i hver eneste sætning.
I de følgende kapitler inviteres læseren med i seng med Albertine, til oldinge-maskerade, i underjordiske saloner og til golf med Proust. Fra Anne Chaplin Hansens muntert personlige indtryk over Mikkel B. Zangenbergs politiske læsning til forfatteren Leif Hasles åndfulde fortolkning, der afslører en klassisk dannelse, hvor de fleste moderne læsere næppe kan være med, men som er fuldstændig i Prousts ånd og giver et unikt indblik i endnu en hans mange facetter.
Ind i Prousts værk er en nøgle til at åbne Prousts roman og den kan forhåbentligt give en masse nye og gamle Proust-læsere blod på tanden til at gå på opdagelse i værket.
Bogen er i øvrigt udgivet i anledning af Det danske Proust-selskabs tiårsjubilæum.
Det danske Proust-selskab (red. af Leif Hasle, Helga Schmidt og Connie Selmann): Ind i Prousts værk. 19 læsninger af ‘På sporet af den tabte tid'
Multivers, 256 sider
ISBN: 9788779173279