|
|
Hvordan overlever man 15 dage på en øde ø i Grønland? Det er udfordringen, når karismatiske Nils P. Munk leder de deltagende gennem denne teaterleg med et sæt uudtalte spilleregler og uden tvang - kun med spørgsmålet: Vil du lege med?
I en afslappet atmosfære bydes der velkommen og inviteres ind i en sparsomt møbleret scenografi uden de velkendte stolerækker eller publikumsopbygningen. Idet man som publikum mærker den hvide dansevinyl under strømpefødderne, forventes der en anderledes forestilling. Vi skal sammen fortælle en historie. En historie fra den virkelige verden. Om Jakob og hans rejse i Grønland. Om at være alene om sin egen overlevelse.
Med få rekvisitter spiller alle i rummet en rolle. Om dette så er rollen som vindue, fodliste eller hovedpersonen Jakob, så er vi alle med til at skabe denne historie. Dvs. uden publikums engagement - ingen forestilling. Dette er vel i bund og grund, hvad teater handler om, men tavlen, hvorpå reglerne om publikum og skuespiller stod, er nu hvisket ren, og hvad gør vi som publikum så? Der ønskes jo på sin vis, at både publikum og skuespiller på lige fod skal miste kontrollen, men sammen genvinde den og komme i mål som en gruppe med en fælles oplevelse, og det er klart en af forestillingens forcer.
Men hvorfor skal vi være med til at fortælle historien? Historien findes jo allerede, og vi inviteres blot til genfortællingen af en mirakelhistorie, som næsten er et amerikansk TV-dokudrama værdigt. Er det så ikke spil for galleriet at lade os tro, at vi er med til at skabe den? Og hvorfor er det netop denne historie, der skal fortælles?
Fortællingen ender ganske vist lykkeligt, men desværre også uforløst. Tilbage sidder man med mange spørgsmål om de efterfølgende hændelser, og der er derfor inkorporeret en form for epilog med termokander med varm kaffe, plastikkrus og "spørgetime" på gulvet for de interesserede med Nils P. Munk, som man næsten føler et venskab til efter en time i hans selskab, og det er derfor ikke mærkeligt at sætte sig ned og spørge ind. Der er jo netop noget skønt i, at forestillingens start og slutning ikke markeres så hårdt, så vi selv som medskaber bestemmer, hvornår fortællingen slutter. Denne "ikke-slutning" lægger op til, at man tager historien med hjem i rygsækken, i lommen eller i baghovedet, men i grunden tager man måske mere konceptet og formen med sig videre. Oplevelsen sammen i rummet fylder mere end historien, der fortælles, og det er en skam.
I grunden en rigtig dejlig leg, men selve historien sætter sig desværre ikke de store spor, som den ellers tydeligvis har i Nils P. Munk og instruktøren Peter Kunz, men dette teater kræver, for en gangs skyld, sit publikum - et publikum, som har lyst til at lege med!
Findes der gribbe i Grønland?
Det menneskelige teater, Prøvehallen
Se spilleplan
