|
|
(Foto: Per Morten Abrahamsen)
Som opfølger til sidste års anmelderroste forestilling "Pagten", der tog afsæt i Karen Blixens kærlighedsliv, giver Det Flydende Teater i år et musikalsk indblik i Henrik Nordbrandts omfattende forfatterskab. Forestillingen "Jeg er ikke mine egne snørebånd værd" zoomer især ind på Nordbrandts syn på danskheden og den tilværelse, vi i fælles bølgegang forherliger og forbander langt væk.
Selve forestillingen udspiller sig til vands, på en af Furesø Baadfartens træbåde. Hvis man ikke ved, hvordan Baadfartens fartøjer ser ud, skal man vide, at der ikke er tale om en pram, som får underkæben til at falde mange millimeter af beundring. Mildt sagt. Vi taler kanalrundfart i miniatureudgave med lavt til loftet og nul benplads. Hvad stykket af gode grunde må undvære rent scenografisk - i form af lyssætning, tæppefald og sceneskift - kompenseres der for i kraft af instruktørernes (Anders Lundorph og Emil Hansens) fantastiske fantasi. Med få, enkle virkemidler lykkes det at etablere vidt forskellige kulisser, som på den ene side omfavner de naturskønne omgivelser - og bruger dem aktivt - og på den anden side lægger afstand til naturen og danner nye rum, der rækker langt ud over Furesøens bredder. Det ene øjeblik er publikum med de tre skuespillerinder på pissoir. De er midlertidigt forvandlet til tre dekadente herrer, som står skulder ved skulder og slår en streg. Deres ædlere dele ligner til forveksling de senneps- og ketchupflasker, der var rekvisitter lige før, da kulissen var en frokost i det grønne. Det fungerer - men kræver at publikum leger med.
Henrik Nordbrandts ord får tilført krop og karisma igennem de tre energiske skuespillere; Anne Vester Høyer, Özlem Saglanmak og Rosa Michelsen. Den høje kvalitet, man finder i Nordbrandts forfatterskab, giver uden tvivl skuespillerinderne et vældigt godt fundament for succes, når de indtager båden og skal finde fodfæste i hans lyriske univers. Men selvom teksterne i sig selv er fremragende, fortjener de tre skuespillerinder al mulig ros og anerkendelse for deres præstation.
I fint samspil med musikerne Fredrik Mellqvist og Nicolai Kornerup formår de tre skuespillerinder at give Nordbrandts digte efterklang, selv længe efter forestillingen er slut. De tre unge kvinder har på fineste vis tunet sig ind på Henrik Nordbrandts særlige blik for at forene melankoli og humor. Der bliver kradset i lakken på den pæne danske idyl og overfladen af lykke, som vi danskere ellers er berømte for i hele verden. Der er et yndigt land. Og så alligevel ikke. Det kommer f.eks. til udtryk, når den ene af skuespillertrioens medlemmer giver et forrygende vink med en vognstang om, hvor forkælede vi er som nation. Med afsky i stemmen og tårer strømmende ned ad kinderne kaster hun eder og forbandelser over den smørrebrødsjomfru, der fejlagtigt har smurt smør under pålægget på hendes højtbelagte smørrebrød. Mens hun trodsigt gnasker løs på den smørbefængte skive Schultzstad, portrætterer hun på fineste vis det håbløst absurde i, at en rundtenom rugbrød med smør har bragt hele hendes liv i ruiner.
De tre kvinder formår i det hele taget at losse til den navlebeskuende adfærd, vores nation repræsenterer. Man krummer tæer over, hvordan man selv har overfuset en ekspedient eller undladt at hilse på et familiemedlem på gaden, fordi man ikke lige orkede at indlede en samtale uden for de trygge rammer af et forsamlingshus med suppe-steg-og-is og en eller anden særlig anledning som undskyldning for at tilbringe tid sammen. Sidstnævnte er endnu en af de bizarre i-landsproblematikker, som de korte sketches i stykket kaster lys over.
Alt i alt er stykket velkomponeret helt ned til mindste detalje. Jeg er ikke mine egne snørebånd værd spiller frem til d. 9. august 2013, og kan i den grad anbefales.
Jeg er ikke mine egne snørebånd værd
Det Flydende Teater
Se spilleplan
