More news

 
Literature
TRI - Den ultimative træningsbog

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
TRI - Den ultimative træningsbog
Mon 16 Sep 2013

En motiverende bog, der lader dig forstå, at stædighed, smerte og lettelse er en treenighed på linje med svømning, cykling og løb for enhver triatlet.

"På Strandvejen står min familie. Jeg kan se min søn med flag. Jeg stopper cyklen, kysser børnene og taber et minuts tid. Folk smiler, og et par af vennerne har røde øjne. Jeg sender et kys til dem alle, kører videre, og så begynder jeg at tude. Ikke bare tårer i øjenkrogen, men tude. Jeg er rørt og lykkelig. Et års opsamlet glæde og afsavn og træning, kombineret med alle de søde mennesker, får mig til at sidde på cyklen og flæbe. Af glæde. En triatlet kigger mærkeligt på mig, men jeg er ligeglad. Det her er fedt."

Sådan skrev Troels Widding i Politiken efter at have gennemført sit første triatlon i tiden 10 timer og 53 minutter. Widdings beretning indleder bogen TRI og sætter ord på det, mange triatleter føler, når de gennemfører en jernmand. Selv med dette lille uddrag af Troels Widdings fortælling står det klart, at der er meget mere end selve prædikatet "jernmand" på spil, når man sætter sig for at gennemføre den ultimative kraftpræstation. De helt store følelser får frit løb, og det kræver, at psyken er akkurat så stålfast som ballerne, hvis man skal gøre sig håb om at nå målet. Uden at jamre over - eller glorificere - forarbejdet sætter bogen fokus på de måneders arbejde, der ligger forud for selve dagen. De uendelige timers træning man må slide sig igennem på bekostning af sine nærmeste, når man søndag efter søndag vælger at bruge sin morgen på landevejene i stedet for at spise nutella-madder og læse søndagsavisen med familien eller sove tømmermænd ud efter en festlig aften i venners lag.

Sindballes bog sætter fokus på, hvordan man forbereder sig bedst muligt til at gennemføre en triatlon, og går samtidig bag om de mentale processer, der foregår sideløbende med træningen. I den optik er der flere facetter end som så i Sindballes bog.

Bogen bygger på en bred vifte af relevant videnskabelig forskning i træning, bevægelse, ernæring og psykologi og forfatterens solide erfaringer som professionel triatlet igennem 20 år og som personlig mentor og træner for andre. Bogen hviler på seks hjørnesten, som forfatteren ser som fundamentale for den gode oplevelse med triatlon. Én af hjørnestene sætter fokus på selvindsigt; hvad, hvordan, hvor meget den enkelte skal træne, spise og tænke handler i følge Sindballe om selvindsigt og individualitet. Der er ikke én formel, der virker for alle. Det er et mantra, han tager op løbende igennem bogen. De øvrige fem hjørnesten handler om træning, holistisk tankegang, at sætte en tidsramme, skadesforebyggelse og at have det sjovt undervejs. Målet med bogen er herigennem at føre læseren fra tanke til handling, hvad enten man er nybegynder eller garvet triatlet. Sindballe skriver med stor refleksion og stor indføling med den fysiske og sanselige rejse, det er at blive klar til at gennemføre en så ekstrem prøvelse, som en triatlon er. Respekt og fire stjerner herfra.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Torbjørn Sindballe: TRI - Den ultimative træningsbog
Gyldendal, 398 sider
ISBN: 8702129418