|
|
(Foto: Costin Radu)
Antoine-François Prévosts roman fra 1731 om Manon Lescaut har inspireret til flere operaer, og i 1974 skabte skotske Kennets MacMillan balletten "Manon" til Royal Ballet i London. Det blev til musik af Jules Massenet - ikke fra hans opera "Manon", men fra uddrag af Massenets øvrige repertoire. Balletten blev første gang sat op i København i 2003, og her i 2014 er det så blevet til et glædeligt gensyn.
Det er bestemt ikke en feel-good historie om den purunge pige Manon. Vi befinder os i begyndelsen af 1700-tallet, hvor Manon i sidste øjeblik undslipper det kloster, hun er på vej til, fordi hun møder den unge præstestuderende Des Grieux, der hovedkulds forelsker sig i hende og tager hende med til sin lejlighed i Paris.
Manon elsker Des Grieux, men næsten lige så højt elsker hun materiel velstand, så da hendes noget anløbne bror Lescaut får en alliance i stand for hende og den stenrige Monsieur G.M., er hun den, der er smuttet.
Des Grieux og Manons veje bliver dog ved med at krydses, og det lykkes Des Grieux at vinde Manon på ny. Imidlertid bliver det på bekostning af, at Des Grieux bliver lokket til diverse former for kriminalitet og i sidste ende mord på den fængselschef, der ikke kan holde hænderne fra Manon, da hun er blevet deporteret til Louisiana for prostitution.
I ballettens sidste minutter dør Manon syg og forkommen i Des Grieux' arme, mens hendes liv passerer revy.
Det var ballettens nye førstepar, Alban Lendorf og Alexandra Lo Sardo, der dansede Des Grieux og Manon på repremiereaftenen, og de favner om nogen MacMillans store pas de deuxer. Alban Lendorf har overskud til både at danse og agere, så man føler med ham i hans skinsyge og kærlighed til Manon. Hun er yndig og florlet og er i den grad på gennem hele forestillingen. De passer super sammen disse to, og da Alexandra Lo Sardo i den afsluttende pas de deux er afkræftet og syg skal slynges rundt i luften, som om hun var dødvægt, er magien fuldendt.
Også forestillingens andre par funklede. Benjamin Buza var flot som Manons bror Lescaut, og hans foretrukne maitresse Holly Jean Dorger var på en gang æggende og underdanig over for ham.
Musikken understregede balletten igennem den dramatiske historie, og orkestret med Graham Bond som dirigent spillede med indlevelse og nerve. Danserne var samdansede og leverede deres ypperste.
Manon er ikke den typiske balletheltinde. Hun har ganske oplagt nogle angribelige amoralske sider og karakterbrister, der er til at tage og føle på. Hun bruger de kvindelige ynder, hun har, til at få, hvad hun vil have i en tid, hvor kvinders muligheder for at stige op socialt var begrænsede. Det er så også hendes mangefacetterede personlighed, der holder os fangen til sidste åndedrag, hvor vi græder med Des Grieux over hans tab.
Manon
Det Kongelige Teaters gamle scene
Se spilleplan
Koreografi: Kenneth MacMillan
Musik: Jules Massenet
Musikalsk arrangør: Martin Yates
Scenografi og kostumer: Mia Stensgaard Lysdesign: Mikki Kunttu
Iscenesættelse: Karl Burnett, Patricia Ruanne Jahn
