|
|
(Foto: Emilia Therese)
Med megen forvikling og brunstig kærlighed emmer Shakespeares "En Skærsommernatsdrøm" af en hyldest til livet og ikke mindst legen. Kærlighedsintrigen mellem de unge mennesker og den meget dilettantiske opførelse af "Pyramus og Thisbe" giver stykket en ungdommelig nerve og kant, der både kalder humoren frem, men også længsel efter ungdommen og dens elskovsintriger.
Handlingen er som følger: Theseus, hertugen af Athen, skal giftes med amazonernes dronning Hippolyta. Han har øjensynligt vundet hende, og hans voldsomme trang til hende er i starten ikke gengældt. Samtidig har vi de fire unge mennesker, der får hele handlingen til at accelerere; Lysander, der elsker Hermia, Hermia, der elsker Lysander. Demetrius, der elsker og har fået grønt lys til at gifte sig med Hermia, men hun elsker ham ikke. Og endelig den smukke Helena, der vanvittigt elsker Demetrius, men denne vil ikke vide af ham.
Af forskellige omveje mødes de alle ude i skoven ved en månebelyst skovsø, hvor Oberon, skovalfernes konge, netop planlægger at spille sin meget kærlighedshungrende kone, Titania, et puds. Oberon har et meget kraftfuldt elskovsmiddel, der via den udspekulerede håndlanger Puk skal få Titania til at få øje for netop Oberon. Nå, ja, og så er der jo lige den meget komiske skuespillertrup, der øver sig i opførelsen af Pyramus og Thisbe - et andet skæbnesvangert kærlighedsdrama.
Forviklingen sker som ventet i det øjeblik, Oberon beslutter sig for at gribe ind og agere til fordel for Helena, men i stedet for at fortrylle Demetrius, fortrylles fejlagtigt Lysander, og derefter Demetrius, så den ulykkelige Helena nu har to skinsyge, liderlige mænd på halsen. Dog - det hele ender som en drøm. Ingen er glemt, og kærligheden er installeret mellem alle komediens parter.
En skærsommernatsdrøm er en sansemættet oplevelse, der mere end en gang kalder grinet frem. Handlingen er indviklet, men ganske morsom, og man frydes over den lille skuespillertrup, der kæmper med evnerne og talentet. Ikke mindst Mikkel Bay Mortensen er i den sammenhæng virkelig morsom. Stykkets stjerne er dog uden tvivl Ellen Hillingsø, der i dobbeltrollen som Hippolyta og Titania også giver stykket pondus og kraft. Dog synes både scenografi og ikke mindst den musikalske baggrund at trække stykket ned, så man ikke helt kan undsige sig for en flad fornemmelse efter tæppefald. Stykkets vellykkethed beror i høj grad på enkelte skuespilpræstationer. Stykket skal selvfølgelig ses, om ikke andet så for morskabens og legen med skuespillets skyld.
En Skærsommernatsdrøm
Odense Teater
Se spilleplan
