|
|
Rapmusiker Per Vers, komiker og storyteller Per Helge Sørensen og poetry-slammer Peter Dyreborg byder ind med hver deres evner i et spoken-word show om mænd og kvinder anno 2014. Per Vers' evner rækker længst. Han funkler og stjæler showet.
Vi kender forhistorien, for vi er selv en del af den. Den "rigtige" mand er for længst afgået ved døden - sikkert i årene omkring 1964, da han blev torpederet af feminisme og kvindfolk fra Venus, som trak ham væk fra Mars og ned i rundkredsen, til øjeblikkelig og endeløs snak om følelser. Parolen med de bløde værdier i centrum har kreeret intetkøns-mænd og kuldsejlende parforhold, fordi kvinder ikke begærer den bløde og feminiserede mand i længden.
Manifestet, der bliver udleveret i døren, slår forventningerne og tonen an: "Vi vil ikke tolerere den altomfattende, totale psykosociale, splittergale, fucked op feminisering af manden. Fy for fanden."
Med det afsæt fremfører poetry slammer Peter Dyreborg en personlig fortælling i digtform, om hvordan han har delt sit hjerte i to og givet kvinden det største stykke. Men det er åbenbart ikke nok - hvad mere vil hun have? De fire kvinder på forreste række vil efter alt at dømme helst have, at digtet slutter. For det bliver altså en lidt for lang smøre om, hvordan Peter Dyreborg helt selv kan kende forskel på en gryde og en kasserolle, og selv slå toiletsædet ned.
Når storyteller Per Helge Sørensen træder ind på scenen, sker det med udgangspunkt i hans eget liv som en (lidt for) blød mand, der higer efter at træde i karakter som mand og far, men alligevel ender med at tilbringe lørdag efter lørdag i IKEA; som en ædel prins, for hvem prinsessens ønsker overskygger elendigheden ved at opholde sig i det svenske varehus fra helvede.
Halvejs i den lange - meget lange - fortælling, ligner min sidemand faktisk én, der hellere end gerne ville skifte Det Kongelige Teater ud med et par timer i IKEA. Per Helge Sørensen er en dygtig fortæller - ingen tvivl om det - men det er næsten umuligt at fastholde opmærksomeden, når historien har en spændingskurve, der går stejlt nedad bakke og spiller på alle de kliche-tangenter, man kunne have frygtet på forhånd.
Gudskelov indtager Per Vers fra tid til anden scenen. Publikums tomme blik fortager sig øjeblikkeligt, mens han selvsikkert og frit fra leveren freestyler et potpourri over det råmateriale, publikum fodrer ham med. Man bliver blæst tilbage og betages af, hvordan manden fluks kæder "konfliktskyhed", "rengøringsvandvid" og skydespillet Call of Duty sammen i en stram rap.
Desværre er det ikke nok til at rykke ved, at teaterstykket og d'herrers odyssé fra Venus til Mars er en meget lang, klichefyldt affære. Manifestet i stykkets begyndelse kommer til at klinge hult, når alt for meget af konflikten ender med at blive bundet op på manden i relation til kvinden. Hele grundintentionen (om at Det store skuffejern skulle være mandens forsøg på at finde tilbage til sin oprindelige maskulinitet) forsvinder i baggrunden, og det gør desværre Det store skuffejern til lidt af en stor skuffelse.
Det store skuffejern
Anmeldt i Prøvesal A, Det Kgl. Teaters gl. scene
Se turnéplan
