(Foto: Christian Als)
Døden - barsk, uafvendelig, men ikke nødvendigvis uden skønhed. Therese Willstedt giver med stykket "Døden" en stemme til syv døende mennesker i en blanding af dans, dokumentar og skuespil, der tilsammen giver teater i særklasse. Barskt, poetisk og svært at ryste af sig igen.
Der sidder syv mennesker på en scene. En for en træder de frem og præsenterer sig selv: unge, gamle, afklarede, bitre, angste, eller higende mod den nært forestående død.
Stykket er blevet til, efter at instruktør Therese Willstedt har interviewet syv personer på vidt forskellige stadier i deres liv, der alle står over for døden, og præsentationen er udklip herfra med de syvs egne stemmer.
De personlige fortællinger er med til at give Døden et unikt skær af autenticitet. Denne forstærkes, da en af stemmerne spørger - og får bekræftet - at de selv må vælge, om deres historie skal fortælles gennem dans eller skuespil. Hvilket Det Røde Rums skuespillere og Den Kongelige Ballets Corpus-dansere gør på ærbødigste vis, ledsaget af Martin Ullits Dahl på guitar.
Der er den tvivlende præst og den søgende videnskabsmand; musikeren, der har solgt alt og nu lever med to tasker og en guitar. Der er kvinden, som aldrig nåede at leve sit eget liv, og kvinden, der insisterer på, at hendes sidste dage skal være en fest. Enkle, komplekse, rørende historier.
Men måske ikke så overraskende er det de to yngste, der gør mest indtryk: Den 34-årige Jonah, spillet af Johanne Louise Schmidt, der er tvangsindlagt på en lukket afdeling, fordi hun bare gerne vil dø, og den kun 29-årige Veronica, en danser med en uhelbredelig og aggressiv form for muskelsvind, der hurtigt er ved at tage kroppen fra hende.
Veronicas dans er forestillingens absolutte højdepunkt. Med hendes smerteligt ironiske og urimelige historie i baghovedet, ser man yndige Esther Lee Wilkinson i skiftevis yndefuld dans og ynkelig vaklen, der forfalder mere og mere i takt med Veronicas krop. Det er kunst, der udfordrer og gør ondt. Og det er smukt.
Scenebilledet er holdt koldt og tomt, måske ud fra en tanke om, at døden ikke skal sminkes. Med få enkle midler bliver den tomme scene dog magisk, som når den røde konfetti bliver til gløder under Tim Matiakis' hvirvlende fødder. Men den bliver også dyster, da Diana Cuni Mancini tømmer sine støvler for jord, og scenen snart efter er dækket af den sorte muld, vi alle er kommet fra og skal blive til igen.
Efter to gange at have lagt op til en afslutning, en gang klinisk med beskrivelsen af organismens død på lysende skrift, og en gang med Veronicas dans, ender stykket lidt ufarligt med en drøm om stjerner og sammenhæng, der trækkes hen over den brutale virkelighed, og publikum kan trøstede se ind i stjernehimlen, inden de forlader teatret.
Døden
Det Røde Rum, Skuespilhuset
