(Foto: Rasmus Baaner)
Århus Teater opfører Ibsens skuespil "Hedda Gabler" i en moderniseret udgave, for at et nutidigt publikum kan relatere sig til handlingen. I en verden, hvor kvindernes stilling har ændret sig meget siden stykket blev skrevet, er det imidlertid svært at modernisere det uden at miste forbindelsen til det originale forlæg.
Ibsens stykke kredser om den kvindelige hovedperson Hedda Gabler og hendes manglende evne til at tilpasse sig den tilværelse, der forventes af hende. Henrik Ibsens skuespil blev udgivet i 1890, hvor mulighederne for kvinder var meget anderledes end de er i dag. Hedda forsøger at gøre det, der forventes af hende, ved at gifte sig med Jørgen Tesmann, men finder hurtigt ud af, at det var en fejl. Hun længes efter frihed og selvbestemmelse, noget hun er afskåret fra som kvinde. Hun forestiller sig, hvor meget mere fantastisk, spektakulær og smuk verden ville være, hvis hun havde været født som mand, men må i slutningen af stykket indse, at også mændenes verden er beskidt og klam og uden den skønhed, hun havde forestillet sig.
Århus Teaters opsætning er spækket med nogle af de helt store skuespillere, teateret har at byde på. Marie Louise Wille spiller titelrollen som Hedda Gabler, Jakob Madsen Kvols ses i rollen som Heddas ægtemand Jørgen Tesmann. Jørgens tante spilles af Inge Sofie Skovbo. Niels Ellegaard er husvennen Dommer Brack, og Bue Wandahl spiller rollen som Heddas ungdomskæreste og Jørgens rival Eilert Løvborg. Thea Elvsted, som har samlet Eilert op og fået ham på vandvognen, spilles af Mette Døssing, og tjenestepigen Berte af Sicilia Gadborg Høegh. Der er ikke en finger at sætte på skuespillernes kvalifikationer. Alligevel lykkes det ikke at løfte opgaven: At gøre Hedda Gabler til et stykke, der har noget at sige moderne mennesker i 2015.
I opsætningen på Århus Teater, som er instrueret af den serbiske instruktør Anja Susa, bliver der kredset meget om det frygtelige, der ville ske, hvis hele verden opdagede, hvordan Hedda Gabler virkelig er. Det er åbenbart det mest forfærdelige, der kan ske, måske fordi Hedda skammer sig over sit virkelige jeg, måske fordi hun ønsker at være privat, det er svært at vide. Måske ville hun ønske, at hun kunne være altopofrende som Jørgens tanter, men må sande, at hun selv har nogle ønsker til livet, som ikke hænger sammen med at skulle ofre sig for Jørgen. I dag er det bare mere reglen end undtagelsen, at kvinder har deres egne livsprojekter, drømme og mål, så det er svært at se, hvorfor Hedda skulle skamme sig over det, hvis det da er det, det handler om?
Både Hedda Gabler og Eilert Løvborg har nogle sorte striber på den ene arm. Hvad striberne skal betyde kommer ikke frem i forestillingen, men en eller anden betydning må de vel have? Man kan spekulere på, om de skal antyde en militær rang, idet Hedda er datter af en general. Denne teori kan så forklare striberne på Heddas arm, men ikke striberne på Eilert Løvborgs arm. Striberne vedbliver således at være et mysterium, ligesom så mange andre ting i forestillingen.
Hedda Gablers bevæggrunde for at opføre sig, som hun gør, er nogenlunde lige så uforståelige i dag, som de var i 1891, da stykket første gang havde premiere. Forestillingen formår ikke at bevæge, og undertegnede tog intet med derfra.
Hedda Gabler
Århus Teater
