More news

 
Movies
E.T. iPhone home

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
E.T. iPhone home
Thur 23 Apr 2015


(Foto: SF Film)

Ungdomsfilm i YouTubes tegn slår plat på gamle klassikere.

Man ved for alvor, at man er blevet gammel, når Steven Spielbergs børnefilms-klassiker E.T. fra 1982 bliver omskrevet til en fortælling i nutidens tegn, hvor smartphones og sociale medier er selvfølgeligheder i hverdagen. Ud over at Earth to Echo placerer sig i found footage-traditionen, hvilket ellers ofte gør sig i gyserfilm som Paranomal Activity og Blair Witch Project, er der intet nyt at hente på den konto. Men det er vel det, de unge vil have - eller?

Tuck, Munch og Alex er tre unge drenge fra Las Vegas, der står sammen i både tykt og tyndt.

Desværre skal der placeres en motorvej midt i deres kvarter, hvilket betyder, at de er tvunget til at flytte fra hverandre og redefinere deres venskab. Den sidste uge sammen byder imidlertid på sære begivenheder, da deres smartphones opfanger underlige signaler. De tre venner ender i sidste ende med at finde et ugle-lignende rumvæsen, de navngiver Echo - og som mangler sit rumskib til at flyve hjem. Det beslutter drengene at hjælpe Echo med, til trods for at regeringen også gerne vil have fingrene i det lille rumvæsen.

Earth to Echo genfortæller ublu den velkendte historie om E.T., krydret til med Goonierne og Nr. 5 lever, ud fra en idé om at teenagere forstår alting lidt bedre, hvis det fortælles som ét langt YouTube-klip. Vel at mærke som var det optaget af håndholdte mobiltelefoner - og alligevel ikke. Kameraføringen fremstår forceret kunstig og ikke som "rigtige" amatøroptagelser, som virkede efter hensigten i bl.a. Chronicle. Når filmen samtidig er påfaldende poleret, og alt for "pæn" i sit udtryk, mister Echo to Earth hurtigt det altafgørende autentiske udtryk.

Idéen om at overføre found footage-genren til ungdomsfilm-formatet er bestemt interessant; hvis ellers præmissen blev fulgt ordentligt til dørs. Desværre er Earth to Echo bare enormt forudsigelig og ikke særligt spændende, selvom den er fortalt med rystede kameraføring og Disney-sentimentalitet. De tre drenge har ikke rigtigt noget at tabe, det medrivende drama udebliver, når jagten over stok og sten efter Echos rumskib for alvor udfolder sig.

Nu skal vi ikke glemme, at Earth to Echo er en ungdomsfilm, og at den i høj grad benytter sig af ethvert letkøbt kneb, for at understrege det. Derfor kan det være, at den går rent ind hos de helt unge, og komplet ukritiske, tweens. For alle andre, der nemt kan genkende de billige tricks og virkemidler, kan det være svært at købe præmissen. Om ikke andet lever Earth to Echo op til klichéerne om "køb og smid væk"-forbrugskulturen: Filmen er hurtigt glemt.

EARTH TO ECHO
Se spilletider
Se filminfo