More news

 
Music
Copenhell: Suicidal Tendencies

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Copenhell: Suicidal Tendencies
Mon 22 Jun 2015

Bandet Suicidal Tendencies har mistede medlemmer og flere comebacks i bagagen. Det er et af de ældre og mere rutinerede bands på årets Copenhell-plakat, og deres optræden var imødeset med stor spænding.

Sidst, Suicidal Tendencies var i Danmark, var på Roskildefestivalen i 2013. Dengang leverede de en ikke voldsomt sindsoprivende koncert, trods glimrende tekniske præstationer. Undertegnede var derfor ret spændt på deres optræden og havde da også glædet sig til et genhør med punk-hardcore-thrash-younameit-hybriden Suicidal Tendencies. Attitude var der som altid i rigelige mængder, og man har særdeles svært ved at betvivle bandets ægthed i tekster og fremtoning. Masser af kontroverser har de oplevet i tidens løb, og undertegnede havde masser af forventninger om at få leveret noget bølle-attitude. Men denne gang langt mere alvorligt end hos f.eks. Body Count lidt tidligere på aftenen.

Allerede i introen til aftenens første nummer stod Mike Muir klar i siden af scenen for at tage tilløb til, hvad der blev en fremragende koncert.

Flankeret af det kæmpemæssige ulveansigt på den gamle B&W-hangar, samlede Suicidal Tendencies så sandelig den mikrofon op, som Body Count efterlod sig, og hilsenen blev gengældt. I modsætning til Body Count var lyden her nærmest i top fra starten, undtagen en mærkværdig mangel på bas. Alle var på, både band og publikum, og Mike Muir nærmest spurtede rundt konstant.

Der var mange mennesker, der havde ventet på at (gen)se Suicidal Tendencies, og det med rette!

Koncerten bød på numre som "You Can't Bring Me Down", "War Inside My Head", "Possessed to Skate" (med en hilsen til en skater-ven), "Freedumb", "Cyco Vision", "I Saw Your Mommy and Your Mommy's Dead" og balladen "How will I Laugh Tomorrow" (hvis man da kan tale om en ballade hos dette band). Få kan have været skuffede, og uanset hvad var der tale om en hitparade til glæde for alle, også når der flere gange var bassolo og længere fills. Et særdeles velspillende band; ikke mindst trommeslager Eric Moore var en åbenbaring.

Og det kan kun give flere plusser, at bandet hele to gange hev (mange fra) publikum på scenen og stadig spiller røven ud af bukserne. Lidt mere bølle-attitude kom umiddelbart inden, da Mike Muir af en eller anden grund fortalte, at de (bandet) tidligere på aftenen var blevet stoppet af politiet på vej til festivalområdet, da politiet mente, de var medlemmer af Bandidos..

Suicidal Tendencies skulle have haft Helviti-scenen og større højtalere til de benhårde godt 65 minutter, de spillede. Men da det er for sent, må de nøjes med 6 stjerner herfra!

SUICIDAL TENDENCIES
spillede på Copenhells Hades-scene 18. juni 2015