Hvis man kan kluk-le over replikker som "du er gammel, og jeg er antik", er Vores sensommer på Stærekassen værd at underholde sig med. Historien om det mere end midaldrende ægtepar, der for gud-ved-hvilken gang er taget ud af byen for at tilbringe sommeren i deres bjælkehytte ved søen, er indholdsfattig, men sød.
I de 25 år, der er gået, siden Ernest Thompson skrev 'On Golden Pond', er stykket blevet genoplivet som både film, musical og live-tv. Stærekassen har - meget symbolsk, måske - bedt Kaspar Rostrup iscenesætte stykket under titlen Vores sensommer, og dermed afsluttes også 25 års adskillelse mellem Rostrup og Det Kongelige Teater.
Jørgen Reenberg i rollen som den 80årig tumlingesenil forvandler sig til barnlig livsnyder, fordi han bliver reservebedste for en teenagerdreng. Drengen er parkeret af den uforsonlige datter, som trodsig-uartigt i en alder af 42 stikker af til udlandet for at gifte sig. Et nyt ordforråd smitter af på den gamle, der trods sin senilitet stadig kan lære at sige: "sejt", og som det har været kultiveringen i århundreder - ja, måske årtusinder - giver gamlingen sin litterære viden videre ned gennem generationerne.
Reenberg bliver i sit livs sensommer-rolle akkompagneret af Ghita Nørby som den bærplukkende og stankelben-bortviftende kone. Scenen emmer af intimitet, autenticitet og godt skuespil, men hvor meget der er karakterspil, og hvor meget der er efterdønninger fra dengang, Nørby var Reenbergs livsledsager off stage, fremgår ikke helt. Det falder alligevel ud til stykkets fordel, at hovedrolleindehaverne er så tæt knyttet, da Vores sensommer henter sin charme alle andre steder end i handlingen. Særligt Lars Juhls kælen for scenografien får publikum til nærmest at falde ud på terrassen sammen med netdøren. Godt perspektiv og god atmosfære af landsted!
Selv om stykket bringer mange elementer på scenen; begyndende demens, forsmået barndomskærlighed og tabt faderopmærksomhed, fungerer ingen af dem som rød tråd, ligesom meget lidt når både at påbegyndes og ende. Det skulle da lige være ud- og indpakningen af møblementet, som dermed udgør rammen om den sensommer, der måske skal blive den sidste 'vores'.
