More news

 
Movies
Julefilm i Planetariet

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Julefilm i Planetariet
Wed 12 Nov 2003

Tycho Brahe Planetarium i København viser i år som noget helt nyt en animeret eventyrsfilm i IMAX-format for hele familien, "Julemanden og Snemanden".

Moderne Eventyr
Julemanden og Snemanden er et moderne eventyr i ordets positive forstand; der er masser af nytænkning og kreativitet i den nyeste film af Steve Oedekerk - skaberen af Jimmy Neutron, Ace Ventura og The Nutty Professor. Historien passer perfekt til omgivelserne, og man er nødt til at holde fast i sædet, når man pludselig suser hen over isen sammen med flyvende rensdyr eller når gigantiske iglo-robotter gungrer hen over jorden.

Historien fortæller om en ensom snemand, der en dag falder over julemandens glade værksted; men i stedet for endelig at få nogle venner, jages han bort, da han stjæler en fløjte. Fortvivlet beslutter Snemanden sig for at overtage julemandens plads, så hele verden også vil elske ham.

Det er naturligvis ikke nogen nem sag; men snemanden får snart stablet en hel hær af snemænd på benene - man kunne spørge sig selv, om han ikke kunne have gjort det fra begyndelsen i stedet for at være ensom? -, og så begynder kampen mod julemanden og hans nisser. Mere skal der ikke afsløres her; men som et rigtigt juleeventyr skal, ender Julemanden og Snemanden naturligvis godt.

Voksent Publikum
Julemanden og Snemanden er naturligvis mest for det yngre publikum; - der er dog en nedre aldersgrænse på 7 år. Filmen har dog også meget at byde på for lidt ældre seere, for eksempel vil mange sikkert more sig over at genkende nogle jule-ficerede scener fra Star Wars og Nærkontakt af tredje grad.

Der er også masser af nutidig humor, såsom en Elvis-nisse og de afsluttende fraklips-scener. Desuden besvares spørgsmålet om, hvordan julemanden kan nå hele verden på én aften. Det eneste kritikpunkt er, at filmen er lavet til 3D, som ikke kan vises i Planetariet; det giver engang i mellem nogle lidt kiksede effekter, men det kan nu ikke skæmme en ellers dejlig juleoplevelse.

Julemanden og Snemanden vises på dansk, og de danske stemmer gør det rigtigt godt, bl.a. Henning Moritzen, som lægger stemme til julemanden; men hvis man foretrækker at høre den engelske originalversion, kan man bede om at få udleveret høretelefoner.

Lidt Lærdom
Da vi nu befinder os på Planetariet, skal der selvfølgelig også gerne være lidt alvor med i legen, og det er der sørget for i den 8 minutters forfilm om Stjernen over Betlehem, der i anledning af julen erstatter Planetariets sædvanlige stjernehimmel. Her kan man høre, hvad det egentlig var, de tre vise mænd så på himlen for 2000 år siden.

Julemanden og Snemanden
Org. titel: Santa vs. The Snowman
Premiere: 17. november 2003
Længde: 30 min.

Se spilledatoer