More news

 
Theatre
Balanchine & Martins

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Balanchine & Martins
Mon 17 Nov 2003

Det Kongelige Teater hylder det 20. århundredes største koreograf, George Balanchine med opsætningen af Tjajkovskijs "Serenade" og "2. Klaverkoncert". Samtidigt er der premiere på Balanchines arvtager, Peter Martins "Octet".

George Balanchine
"Det bedre er det godes værste fjende," siger et fyndord, der om noget kan bruges om Det Kongelige Teaters snigpremiere på balletkoreografen George Balanchines 100 års fødselsdag i 2004. Balanchines 'Serenade' og 'Tjajkovskijs 2. klaverkoncert' flankerer verdenspremieren på New York City Ballets kunstneriske leder Peter Martins 'Octet'. Og dér - lige dér, hvor dansen møder kompositionen i ånden, klangfarverne og instrumentationen og giver den store mester Tjajkovskij en skulpturel udformning, viser Balanchine, hvorfor han er en af verdens mest beundrede.

Det fortælles om Balanchine, at han skabte sine koreografier ud fra det forhåndenværendes princip: At antallet af dansere sammen med dagens små kiks og tilfældigheder blev indarbejdet i det samlede udtryk. Måske.. I 'Serenade' formår i hvert fald de mange ballerinaer med Rose Gad i spidsen at lege både kluddermutter og bro, bro brille på scenen, uden at det forekommer ureglementeret, men tværtimod giver de traditionsrige batterie'er og chaîné's en kunstnerisk begemand. Smukke, diagonale kæder af ensartede positioner, der organisk bevæger sig langs med, på tværs af og i penetration med musikken, bølger hen over Gamle Scene og lægger sig som DNA-strenge i den handlingsfrie ballets oprindelse. I-m-p-o-n-e-r-e-n-d-e!

Sansebombardement
I 'Tjajkovskijs 2. klaverkoncert', der tidligere hed 'Ballet Imperial', men skiftede navn for at understrege slægtskabet med klaverkoncerten, er der 16 damer, otte herrer samt soloballerina med kavaler på scenen. Et massivt opbud af tyl, glitter og primadonnanykker, som tryllebinder alene i sin statiske fremtoning. Men den neoklassiske overdådighed lever fuldt op til sit anslag, ligesom pianisten Julian Thurber slår Tjajkovskijs partitur an i et akkompagnement, der får publikum til i splitsekunder at glemme solodanser Caroline Cavallos spidse overlegenhed og korpsdanser Kristoffer Sakurais iøjnefaldende stålsatte holdning. Følelsesfuldheden i Tjajkovskijs musik er succesfuldt lagt ned i hver enkelt tåspidsfouetté og kast, og suset fra skørterne ramte publikum så umiddelbart, at både mænd og kvinder uden forbehold overgav sig til det russiske sansebombardement.

De kongelige balletdansere dansede røven ud af bukserne - og enkelte gned da også røven hen ad scenegulvet, koreograferet såvel som utilsigtet - for den gamle mester og hans lærling Peter Martins, og publikum sugede til sig som trækpapir i et stort, fælles åndedrag. Selv dronningen bidrog fra sin suite til massesuggestionen og uddelte gavmildt sine venlige nik og smil, der var med til at gøre aftenen fuldkommen.

Spilletid: 14. nov. 2003 - 13. marts 2004
Billederne stammer fra Det Kongelige Teater