More news

 
Music
Elektronisk "Missfobi" i Århus

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Elektronisk "Missfobi" i Århus
Fri 28 Nov 2003
Den 27.-28.11 arrangerer LJUD en minifestival ved navn Missfobi på Musikcaféen i Århus - en festival, der kun har kvindelige kunstnere på plakaten og har til formål at vække kvinders interesse for elektronisk musik.

LJUD er en sammenslutning af foreningerne øre for øre og klangstabil. Sammenslutningen består efter sigende kun af mænd, men alligevel præsenterer de torsdag den 27/11 og fredag den 28/11 en række kvindelige kunstnere i Missfobi, for at bøde på det store fravær af kvindekønnet, der har været ved deres tidligere elektroniske koncerter. Ud over koncerten finder der samtidig en udstilling sted på kvindemuseet, hvor en række af artisternes coverarbejde, videoarbejde m.v. kan ses.

Hvis fredagens kunstnere er lige så gode som torsdagens så tag endelig ned og oplev koncerten. Musikcafeen er et hyggeligt lille sted, som samtidig har godt styr på musikkens støjniveau. Der er ikke så mange siddepladser, til gengæld er det nemt at komme hinanden ved og musikken bliver på intet tidspunkt for højt til, at man kan tale sammen.

Torsdag den 27/11 skulle bla. Band Ane, Anna Laplatine og Kevin Blechdom spille. Band Ane fik meget hurtigt problemer med computeren, hvilket resulterede i, at der pludseligt stod fire mand på scenen for at hjælpe med teknikken. Flere blandt publikum kommenterede det ironiske i dette til en Missfobi koncert. Til sidst sagde Band Ane at hun beklagede, men hun måtte vente med at spille til fredag, så fredagens publikum kan få fornøjelsen af band Ane oven i resten af programmets kunstnere.

Anne Laplatine spillede en helt anden type musik, som krævede fordybelse og ikke mindst ro, hvilket der bestemt ikke var i det efterhånden noget tilrøgede lokale. Aftenens største stjerne var helt bestemt Kevin Blechdom (billedet), som navnet til trods er kvinde. Hun spillede en række rigtig gode og til tider vovede sange og her var der ingen snak blandt publikum, alle koncentrerede sig om at høre hvad hun sang.

Fredag byder Musikcafeen på følgende kunstnere: SPUNK (Norge), Tujiko Noriko (Japan), Tina Frank (Østrig), Fe-mail (Norge), Tordis (Danmark), DJ Djuna Barnes (Danmark) og som tidligere nævnt Band Ane, som forsøger sig med teknikken igen. Det koster 100 kr at komme ind og arrangementet starter klokken 20.30.