More news

 
Music
Rock'n'Roll på Århus teater

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rock'n'Roll på Århus teater
Mon 22 Dec 2003

Fredag den 19. december var der urpremiere på musicalen Be-Bop-A-Lula på Århus teater - Scala. Der var blevet gjort meget ud af at opbygge stemningen hos publikum ved dels at placere en gammeldags popcornsælger foran teateret og dels iklæde personalet tøj fra 50'erne. Stemningen var således løftet på forhånd og de mange ørehængere, som blev leveret fra scenen gjorde bestemt ikke stemningen ringere.

Publikum bestod hovedsagelig af lige dele unge mennesker og folk med gråt hår og det er måske et stykke som bedsteforældre og børnebørn kan få en masse ud af at se sammen. De ældre publikummer får genoplevet deres ungdom, mens de yngre kan nyde musikken og historien og også drage paralleller fra handlingen til vor tids Popstars og Idols fjernsynsprogrammer.

Be-Bop-A-Lula tager udgangspunkt i et fjernsynsprogram som skal forestille at foregå i USA i 1959. Programmet er en sangkonkurrence, hvor forskellige unge mennesker dyster mod hinanden gennem flere udsendelser for at vinde den store præmie; en pladekontrakt, berømmelse og en dollar for hver personlig stemme de har fået. Nogle er med fordi de gerne vil frem, nogle vil bare gerne spille musik, mens andre gerne vil være kendte. Personerne følges både mens de optræder og bag kameraet. Især det der foregår, når kameraet er slukket kan få en til at tænke over, hvad der foregår bag kameraerne i de tilsvarende shows, der kører på fjernsynet i dag. Det er prikken over i'et, at programmet indimellem afbrydes af meddelelser fra sponsorerne, i form af sort-hvide reklamer af dårlig kvalitet, svarende til, hvad der rent faktisk blev sendt i fjernsynet i USA i den tidsperiode.

Forestillingen er god som ren underholdning. Der er en god sammenhængende handling og masser af god musik fremført af gode sangere, dansere og ikke mindst skuespillere, så man virkelig føler sig hensat til 1959. Mange af rollerne er typeroller som gør personerne nemme at genkende, men også forudsigelige. Det er dog muligt også at få noget eftertænksomhed ud af forestillingen, fordi programmet, som handlingen er centreret omkring, i høj grad minder om de musikkonkurrencer, der afholdes i dag og det får Be-Bop-A-Lula til at svinge sig op på en højere niveau og gør at man ikke har glemt forestillingen i det øjeblik man går ud af døren.

Be-Bop-A-Lula spiller på Århus teater frem til den 2. februar.

Fotos: Jan Jul