More news

 
Theatre
Min modige mor

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Min modige mor
Mon 2 Feb 2004

"Min modige mor" af George Tabori er et teaterstykke, som virker utroligt stærkt, og stykkets meget alvorlige emne: kampen for at overleve Auschwitz, bliver behandlet med både humor, medfølelse og underfundighed, men uden nogen form for sentimentalitet.

Aalborg Teater og Gruppe 38 i Århus er gået sammen om at producere Min modige mor, som på forunderlig vis forener fortællekunsten og skuespillet. Stykket spilles af kun to personer, Bodil Alling fra Gruppe 38 og Martin Ringsmose fra Aalborg teater. De spiller begge så naturligt, at man sidder og overvejer, om det er dem selv eller rollerne, publikum ser.

Gruppe 38 i Århus har en meget lille scene og det gør brugen af et minimum af kulisseudstyr nødvendigt. Den lille scene gør samtidig oplevelsen meget nærværende og intens, ikke mindst fordi skuespillerne spiller så godt, at man ikke kan undgå at blive revet med af historien.

George Tabori har inspireret af sin mors historie skrevet et stykke om en kvinde, som var opdraget til at tage sig af sin familie og dem, hun holdt af. En god kvinde skulle være den stille tjenende ånd i hjemmet, den som styrede det hele bag kulisserne, men ikke selv blev bemærket. En dag i 1944 bliver hun arresteret af nazisternene, fordi hun ud over at være den perfekte hustru og mor også er jøde. Hun sendes mod Auswitch og kan nu kun redde sit liv ved at skille sig ud fra mængden og trygheden mellem de andre deporterede. At gå imod sin opdragelse kræver et nærmest uoverstigeligt mod, hvorfor George Tabori har kaldt stykket "Min modige mor".

Instruktøren Catherine Poher, der netop har været aktuel med Ta' Ti Ting, har valgt at sætte skuespillet op, som om sønnen George fortæller sin mors historie, mens moderen hører på og kommer med rettelser, når hun synes sønnen bliver for lyrisk eller digter for meget. Denne fortællemåde kan sammenlignes med en god radioroman, hvor man optages af den gode fortæller, men samtidig udleves dele af handlingen også på scenen, så man ligefrem kan se situationerne for sig.

Min modige mor er bestemt værd at bruge en aften på og det spiller på Gruppe 38 fra den 30. januar til 18. februar. Se spilletider.

Fotos: Jesper Kongshaug