Fredag den 30. januar var der premiere på Det Kongelige Teaters opsætning af Heiberg-stykkerne "De Nygifte" og "Nei" (1836) - hhv. en dramatisk fortælling med dødelig udgang og en komisk vaudeville. Hvor den første måske var lidt for firkantet, var den sidste til gengæld utroligt morsom og vellykket.
De Nygifte - romantik og gys
Tidsånden lyser ud af kostumerne, så snart tæppet er gået - og så kan moderne teater være nok så fornøjeligt, men der er nu noget helt særligt ved på et øjeblik at blive ført over hundrede år tilbage. Anakronismen forstærkes af at skuespilerne taler i rim, hvilket dog ikke er helt uproblematisk, for de formår ikke helt at gøre dem levende. I stedet bliver versene en klods om benet på Christian Tafdrup, mens han ellers lyser af vildskab, eller på Sonja Oppenhagen, den hårdt prøvede men venlige mor, og det er synd, fordi deres skuespil ellers ikke fejler noget.
De Nygifte har ellers potentiale for at blive ganske uhyggelig, da det unge brudepar, Wilhelm og Marie, bliver nødt til at søge ly for uvejret hos den gamle kone midt i skoven. Sønnen, Fredrik, forelsker sig i Marie ved første blik, og den smægtende kærlighed lyser ud af Tafdrups øjne. Trine Appel er bedårende som den bly, spøgelsesagtige søvngængerske, der plages af bange anelser, men som alligevel ikke helt kan holde øjnene fra den unge Fredrik. Olaf Johannessen spiller gommen, der efterhånden plages af en voksende jalousi. Hvor han først virker harmløs og en smule latterlig, viser han sig snart selv hensynsløs og farlig. Det virker næsten uundgåeligt, at der må indtræde en katastrofe, når Wilhelm og Fredrik sammen skal på jagt.
Nei på 100 måder
Efter pausen mødte vi de samme tre hovedpersoner, og det var her, de for alvor viste deres talent: Christian Tafdrup var pragtfuld som overpyntet kandidat og bejler, mens Trine Appel bar sine komiske kostumer og frisurer med imponerende værdighed og ynde. Størst indtryk gjorde dog Olaf Johannessen, der var gennemført latterlig som klokkeren Link. Selv i kandidatens klæder gør hans kropsholdning og hans måde at formulere sig på ham til en ynkelig, verdensfjern særling, der aldrig kan vinde den unge piges hjerte.
Historien er enkel: Link kommer til sin gamle elev Hammer for at få råd om påklædningen, inden han skal fri til en vens niece, som han ikke har mødt. Hammer hjælper gladeligt uden at vide, at frieriet gælder hans egne udkårne, Sofie. Da det går op for ham, tvinger han hende til under hele samtalen med Link ikke at svare andet end "nej" på alt, hvad han siger. Den komiske effekt heraf er indlysende, når 
hun f.eks. må sige, at bogstaverne j-a danner ordet "nej". Hvert eneste "nej" leveres lidt forskelligt fra det første, så det rent faktisk virker som svar og klokkeren slet ikke opdager, han holdes for nar. Det skal Trine Appel have stor ros for: Hun kan sige nej med overbevisning!
Sammenstillingen af de to korte Heiberg-stykker er yderst vellykket og underholdende. Det er morsomt at se skuespillerne i så forskellige roller, hvor de virkelig får mulighed for at vise deres bredde. Samtidigt bevirker kombinationen af gys og komedie, at hvert af stykkerne fremhæves som sådant og kommer til sin fulde ret. Absolut værd at se.
