More news

 
Theatre
Bomber over byen

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bomber over byen
Tues 3 Feb 2004

Tirsdag den 3. februar er der premiere på "Bomber over byen" på CaféTeatret, en skarp og sprudlende samfundssatire møntet på den kernedanske holdning til "de fremmede" og terrortruslen fra det store udland.

Bakkeby
Historien foregår i Bakkeby, en ærkedansk provinsby. Vi følger den dominerende Åse og hendes unge datter Susan, der egentlig gerne vil stå på egne ben, men ikke kan gøre sig fri fra Åse. Åse mener, det er på tide, Susan finder sig en mand - en rigtig macho type, høj og mørk og stærk; men Susan har allerede en kæreste, Finn, som arbejder i Åses restaurant. Desværre synes Åse, at Finn er et skvat, så da de unge, småkiksede elskende ser terroristen Muhammed, der tilfældigvis ligner Finn, på avisens forside, beslutter de at gøre Finn til Muhammed. Åse bryder sig jo ikke om den slags folk, og så vil hun være lettet over at få Finn som svigersøn i stedet.

Selvom planen lyder enkel, har de ikke taget højde for Åses fascination af rigtige mænd, og snart indtræder katastrofen: Hun forelsker sig i Muhammed! Samtidig har Finn svært ved at give slip på rollen, fordi det viser sig, at folk hører på Muhammed og tager ham alvorligt. Men det kan være farligt at udgive sig for en eftersøgt terrorist, og snart er hele Bakkedal under bombetrussel.

Talenter iført borddug
Bomber over byen er Martin Lyngbos debut som dramatiker og instruktør, og man må sige, at han er sluppet meget godt fra det. Selve historien er ganske morsom, og den er fyldt med små uforudsigelige twists. Det virkeligt morsomme ligger dog i den måde, danskheden er portrætteret, såsom Susans kjole og Muhammeds turban i Karolines Køkken-tern og de evindelige leverpostejsmadder. Der er også fyldt med vendinger af den slags, ingen vil indrømme at bruge, men som alle nikker genkendende til.

Skuespillerne er meget velvalgte; sjældent har man set noget så stift og ubehjælpeligt som Lisbeth Wulff, der dog blomstrer op mod enden af stykket. Mest af alt er hun en klodset pige, der ved, hun ikke kan hamle op mod mor, og reaktionen på diverse irettesættelser virker automatisk og indgroet. Elsebeth Steentoft er fremragende som den dominerende og manipulerende mor, der ikke mener, hun nogensinde har gjort noget galt, heller ikke, da hun stjæler sin datters kæreste. Som tilskuer sidder man derimod og krummer tæer af forargelse. Ved siden af Susans kiksede look, er Åse kvindelig og forførende til fingerspidserne, og hun ved, hvordan man får, hvad man ønsker.

Jesper Asholt er som skabt til dobbeltfiguren Finn-Muhammed, og hans Finn er lige så gennemført og troværdig, som Muhammed er (bevidst) overdrevet - han er den mest usandsynlige terrorist i teaterhistorien, og det forøger naturligvis kun effekten. For øvrigt oplever vi ham også som en svedig amerikans militærmand, ligesom også Wulff og Steentoft har andre roller ved siden af. Den eneste anden skuespiller er lysteknikeren Anders Kjems, der råber replikker fra sin lyspult. Scenen er meget lille og intim, og denne følelse forstærkes af, at skuespillerne render rundt blandt publikum, uden dog at ænse dem. De tre skuespillere virker også på skift som fortællere, der stopper handlingen og forklarer den for publikum, før der springes i tiden. Det var et fint træk, der virkede meget godt, bl.a. fordi det ikke blev brugt alt for meget.

Konklusion: Bomber over byen er en vellykket dansk satire, der har noget på hjerte og er morsom på samme tid. Skuespillerne kan deres kram, og når selv forpremieren er fejlfri, så er det kun berettiget at nære store forventninger til resten af sæsonen.

Se spilletider.