More news

 
Music
MGP - et show for sjov

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
MGP - et show for sjov
Thur 12 Feb 2004
Melodi Grand Prix er et rent tv-show. Det er man ikke et øjeblik i tvivl om når man sidder i salen i Århus Atletion og kan se alt, hvad der foregår på scenen hele tiden, dvs. inklusive alt scenearbejdet som kameraerne elegant panorerer uden om.

Er publikum så med som fyld? Det er tydeligt for publikum, at det er tv-seerne hjemme i stuerne der er i fokus, kamerafolkene drøner rundt på og udenfor scenen og forstyrrer udsynet for publikum i salen for at sikre fjernsynsseerne det bedste billede. Til gengæld gik seerne hjemme i stuerne glip af en forrygende stemning hos det meget engagerede publikum. Så jo, publikum er med som fyld, showet ville sikkert ikke blive lavet, hvis der ikke var tv. Det er dog stadigvæk en god og sjov oplevelse at være med live, så hvis man kan lide MGP, så er det en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.

Man kan godt spørge sig selv om MGP er et show for showets skyld, eller om det er en regulær musikdyst? Er deltagerne blevet valgt udfra, om deres sange har nogle gode kunstneriske og musiske kvaliteter eller efter om de har gode chancer for at vinde det internationale Melodi Grand Prix. Når sangene er blevet spillet, taler man typisk ikke så meget om, hvilke sange man kunne lide, men i stedet hvilke vinderchancer de bedømmes til at have. Som eksempel kan nævnes sangen om Lonnie ved dette års Grand Prix. Den synges på dansk, men det engelske ord lonely er flettet ind. Den er således allerede gearet til det internationale Grand Prix. Mange af sangene er også kendetegnede ved at være letfordøjelige, men stadig forskellige nok til at seerne kan skelne mellem dem. Sangene er typisk produceret til at vinde netop denne konkurrence og ikke til at blive feks et radiohit, inklusiv dette års vindersang. Der var dog undtagelser som ex. Solens sang. Denne skilte sig ud, og havde sin egen stil og virkede musikalsk væsentligt mere gennemtænk end flertallet af sangene.

Når så en stor del af fokus er på vinderchancer, kan der stilles spørgsmålstegn ved om DR arrangerer MGP af kærlighed til musikken, eller om de bare vil tiltrække seere og tilfældigvis bruger en musikkonkurrence til formålet. Her er der ikke meget tvivl, fokus er kun rettet mod showet, ikke det kunstneriske element. Det er et rent underholdnings tv-show, hvis man vil se et show, som går mere på de kunstneriske kvaliteter, ja så må man se Stjerne for en aften.

Hvorfor ser danskerne så MGP? Er det af kærlighed til den musikgenre eller bare lidt for sjov. Det kan jo ses som en hyggelig tradition fra tv-monopolets dage, da det virkelig var en af årets højdepunkter som hele familien var samlet om. Pia, året "værtinde", er et eksempel på at arrangørerne har en mere humoristisk tilgang til Grand Prix'et end tilfældet var engang. Pia er en parodi på en Grand Prix-fan: hun er lidt kikset, fra det mørke Jylland og Melodi Grand Prix'et er hendes liv. Valget af Mygind som vært signalerer også et farvel til den lidt højtidelige og seriøse stil. Det er en del af showet at gøre grin med showet!

Det er dermed gået hen og blevet et lidt skægt paradoks. Melodi Grand Prix'et er blevet et mere tunet og blankpoleret show, men det tages ikke nær så seriøst som tidligere.

Er det så blevet mere 'finkulturelt'?. Da MGP blev taget mere seriøst var det dansktop og dermed langt nede på kulturskalaen, og dengang var folk mere polariserede. Enten var det lavkulturelt, og så så man det ikke, eller også tog man det seriøst og så det. I dag kan det ikke stilles så kantet op. De fleste ser det, hvis man ikke skal noget andet lørdag aften, eller der ikke er en bedre film på TV2.

Fotos hhv. Troels Lind og Bjarne Bergius Hermansen.

Læs mere om årets danske MGP og gå bag kulisserne med KultuNaut.