Filmen "Cabin Fever" er gys og splat med nogle små overraskelser og en uventet portion humor. Scenen er gammelkendt og personerne stereotype, men det er alligevel ikke helt nemt at regne ud, hvem der dør og hvem, der måske overlever. Den er ikke for sarte nerver, men den bygger lige så meget på suspense som på kvalmefremkaldende effekter.
Kliché med et twist
Cabin Fevers indledning er så klichéfyldt, at man næsten er nødt til at læse den som en hyldest til 70'ernes og 80'ernes low budget horror film: Fem venner tager til en hytte langt inde i skoven for at fejre de overståede eksamener. Kan det så andet end at ende galt? Selvfølgelig ikke. Men i stedet for en druknet dreng og hans hævnende mor eller nogle debile, indavlede bondeknolde, kommer faren fra en virus, der ikke tager hensyn, til hvem der er "god", og hvem der har "fortjent" at dø.
Og det er et virkeligt plus ved filmen. De første minutter bruges på at introducere de fem venner, der heldigvis ser så forskellige ud, at vi ikke får svært ved at skelne dem: Der er den lyshårede sild, Karen, og hendes småkiksede beundrer, Paul. Den mørkhårede babe, Marcy, og kæresten Jeff med prins Valiant-frisure foretrækker indendørs motion, mens Brett med sin evindelige kasket smårapser og skyder efter egern. Det virker uendeligt nemt at forudsige, hvem der skal dø og i hvilken rækkefølge; men den holder bare ikke, og derfor viser Cabin Fever sig mere originel, end man skulle have forventet.
Skuespillerne
Arie Verveen spiller eneboeren, Henry, der er den første, der bliver smittet, og som selv smitter de unge. Han er virkelig skræmmende og frastødende, både i udseende og adfærd, og det virker kun rimeligt, at de unge går i panik og jager ham væk. Rider Strong er glimrende som den følsomme Paul, der ikke kan lade være at udnytte at Karen er skræmt og sårbar. Karen spilles af Jordan Ladd, og hendes rædsel, efterfulgt af resignation virker meget overbevisende. De tre andre hovedroller, Joey Kern, Cerina Vincent og James DeBello, er alle udmærkede, men måske mindre iøjnefaldende, og der er ingen stor udvikling i deres karakterer.
De fleste af skuespillerne er småkendte i USA, men herhjemme er vil man formentlig kun genkende Giuseppe Andrews fra To fyre og en pige, hvor han spiller Germ. I Cabin Fever spiller han den festgale Deputy Winston, der ikke er til særlig megen hjælp. Han virker som bindeleddet mellem bymenneskene og de skydegale, racistiske hillbillies. Måske bør den Cujo-agtige hund også nævnes, for den er i høj grad med til at skabe en skræmmende atmosfære.
Effekterne
Hvis man forventer rendyrket splat, bliver man måske skuffet, for filmen er faktisk mindre grafisk, end man kunne forvente. Dermed ikke være sagt, at der ikke er scener, der får maden til at vende sig i maven: Betændte sår, rådnende kød og kaskader af ophostet blod er naturligvis uundgåelige i en film om en kødædende virus; men en stor del af filmens virkning beror på den nervepirrende lydside, pludselige chok, og så de billeder, man er bange for at skulle se. Musikken er skrevet af den erfarne Angelo Badalamenti, og han forstår virkelig at få en til at sidde på kanten af stolen, selvom alt ånder fred.
Det mest positive element er dog den humor, der løber gennem hele filmen. Mange af de værste scener virker så overdrevne, at man ikke kan lade være med at le; desuden er der masser små indbyggede pointer og vittigheder. Alt i alt en glimrende film, der lige akkurat burde have nok splat til splatterfans og rigeligt gys til gyserfans. Alle andre bør nok holde sig væk.
