Jamaica. Bagende sol, kølige Margaritas under palmerne og et lokkende turkisblåt hav. Hvem drømmer ikke om to uger i dette paradis? I dokumentarfilmen "Liv og gæld" tvinger den kritikerroste instruktør Stephanie Black os til at se om bag turismens Jamaica og lige ind i ansigtet på jamaicaneren og et liv styret af landets skæbnesvangre gæld.
Liv og gæld er den gribende beretning om Jamaicas lange uundgåelige kurs mod bunden som direkte konsekvens af det fuldstændige urimelige gældsapparat, som ulandene er fanget i. Jamaicas situation er blot et skræmmende eksempel på, de følger et fattigt land oplever, når de er afhængige af aktører som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og Inter-American Development Bank (IADB). Jamaicas historie beskriver nemlig ligeså meget den virkelighed, som gælder andre fattige lande som Rusland, Haiti og hele Afrika.
Budskabet i filmen er ikke til at komme uden om, som jeg sidder og får en uigendrivelig kvalme over bevidstheden om at være en del af vestens usmagelige økonomiske globale politik overfor de svage. En følelse af håbløshed og afmagt masser sig stædigt på, som Liv og gæld optrevler og gennemskueliggør verdens nuværende magtbalance. På den ene side: De styrende internationale låne-institutioner, der konsekvent kontrolleres og tilpasses af USA og EU. Jo, de låner skam penge ud - og påtvinger samtidig ulandene at give dem fri adgang til deres marked, der således bliver oversvømmet med USA/EU-støttede billige importvarer i alle afskygninger. På den anden side: Den jamaicanske arbejder, landmand, arbejdsgiver, embedsmand og politiker, der må bøde hårdt for landets gældsspiral.
Konsekvensen er et hjemmemarked, der er gået fra at være selvforsynende med fødevarer til stort set helt at måtte dreje nøglen om i konkurrencen med de billigere importvarer. Situationen i dag er flere arbejdsløse, mere vold, mere korruption, større fattigdom og stigende analfabetisme. Med ironisk alvor forsikrer filmen samtidig om, at man godt kan være rolig. Som turist behøver du nemlig ikke at kløjes i din Martini-oliven af den grund, for du ser ikke jamaicanerens verden. Du ser kun hendes perfekte strand, nyder hendes perfekte sol og hører hendes perfekte: " Yes, Madam"!
Stephanie Blacks film virker så stærkt, fordi hun forstår at kombinere de traditionelle og utraditionelle dokumentarteknikker, så de tvinger dig ud af din stol og ind i historien. På en uhyggelig effektiv måde serverer hun indledningsvis Jamaica set gennem den ignorante turists øjne. Med billeder af paradisiske landskaber, ubekymret tidsfordriv og den fulde nydelse af luxusmad og drinks skaber hun et perfekt afsæt til en forståelse af det groteske paradoks, ulandene befinder sig i. Som skærende kontrast hertil får vi sat ansigt på 'paradisets' egen befolkning. Et folk, der ser deres land miste værdighed og indflydelse side om side og som kun drømmer om at slippe væk fra dette 'paradis'. Ved at give de berørte stemmer, formår Stephanie Black at vise et hudløst og hjerteskærende billede af virkeligheden set fra begge sider. Hvad der er den riges paradis, kan meget vel være den fattiges helvede. "Liv og gæld" er vanvittig aktuel og bør ses af ALLE med en humanist i maven. Har du det derimod bedst med den halve (fordøjelige) sandhed, så gå ind og se en Tarantino-film i stedet for!
Se spilletider
