More news

 
Theatre
Store forventninger

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Store forventninger
Mon 26 Apr 2004
Århus teater havde den 23.april Danmarkspræmiere på Dickens klassikeren "Store forventninger", og stort set samtlige skuespillere brillerer i deres roller. Alle virker som skabt til den rolle, de spiller, og giver deres figurer liv og troværdighed. Hele første akt virker som et stort forspil til det uforudsigelige, der endnu venter i anden akt, og man går underligt uforløst ud til pausen. I anden akt kommer den egentlige handling, og selv om man får svar på nogle spørgsmål, er der stadig nogle løse ender i stykket.

At dramatisere Charles Dickens må siges at være en stor udfordring da jeg-fortælleren altid har en masse tankevirksomhed og en udstrakt indre dialog, som kan være svær at få frem på både teater og film. Instruktøren Hans Rosenquist har taget udfordringen op og det lykkes 95%, idet det eneste, han falder på, er at det er svært for et publikum, som ikke kender historien, at opfatte hvilken pointe Dickens havde med denne historie.

Hans Rosenquist har løst problemet med at få jeg-fortællerens tanker frem ved at forskellige skuespillere efter tur fortæller, hvad hovedpersonen Pip, spillet af Jonatan Spang, tænker. Inden det går op for en, at det er det, der foregår, kan man dog godt synes, det er lidt mærkeligt, at der pludseligt står en flok mennesker og reciterer en tekst på scenen uden det i øvrigt ser ud til at berøre dem synderligt. Hver gang der bliver reciteret på denne måde, er det altså hovedpersonen Pips tanker, man hører, og det giver selvfølgeligt historien en ekstra dimension.

Store forventninger handler om Pip, som vokser op hos sin søster og dennes mand, som er smed. Hans fremtid er allerede bestemt, han skal i lære hos smeden og giftes med bondekonen Biddy. Da han møder den iskolde Estella, som er opdraget til at hade alle mænd, sætter han imidlertid alle disse fremtidsplaner over styr og vil nu være en rig gentleman og giftes med Estella. En hemmelig velgører gør det muligt for ham at rejse til London og lade sig oplærer til gentleman, lidt a la "My fair lady". Han afbryder alle bånd til sine tidligere venner og koncentrerer sig kun om sine nye, rigere venner og sin drøm om at blive gift med Estella.

Ifølge Århus teaters hjemmeside er Store forventninger en moderne kærlighedshistorie om tilværelsens ulidelige lethed. Om at turde vælge den sande kærlighed, før det er for sent, og om at leve livet, mens det er der. Ifølge instruktøren handler stykket om at være menneske, at tage ansvar for sin egen skæbne og for andres. At det har betydning hvordan man behandler andre mennesker. At livet har mening, hvis man giver det mening, og at man kan ændre sin egen skæbne. Kærligheden er til, hvis man tror på den og ikke løber skrigende bort, fordi man ikke lige får det, man vil have. Noget af ovenstående er nemt at se i stykket, mens andet er meget svært at få ud af stykkets handling og måske kræver, at man har læst bogen.

I Store forventninger viser Dickens at klasseforskellene, som defineres ud fra rigdom og magt også har magt til at skære familie og venskabsbånd over. Således kan Pip ikke længere mødes med sine gamle venner og familie efter at være kommet til penge. Da han er kommet i ulykke og bliver syg, tager hans gamle venner sig af ham, og han forstår nu, at disse venner er langt mere værd, end dem han havde, da han havde mange penge. Dickens fornemste pointe med Store forventninger er derfor nok, at en rigtig gentleman er en, der holder fast i sine virkelige venner og ikke lader sig ændre af rigdom og magt.

Se spilletider.