More news

 
Theatre
Nøddeknækkeren

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nøddeknækkeren
Tues 25 May 2004

Peter Schaufuss har i sin udgave af "Nøddeknækkeren" fokuseret meget ensidigt på danserne og koreografien og meget mindre på historien, eventyret og kulisserne.

Danserne er uden undtagelser helt fantastiske især i anden akt, hvor de virkeligt viser deres kunnen og hvor især det arabiske par spillet af Yurina Miura og Martin Dutton imponerer med deres dans. Rebekah Davey i rollen som Clara har også en yndig lethed i dansen, men virker mere voksen med et let erotisk islæt, end rollen som Clara traditionelt lægger op til.

Hvis man går ind for at se Nøddeknækkeren med sine børn i forventning om at se en børneforestilling, vil man uvægerligt blive skuffet da Peter Schaufuss fokus på koreografien gør det svært at få øje på eventyret og svært at følge historien. Scenen, hvor Clara og nøddeknækkerprinsen flyver af sted i nøddeskalsbåden og det dansende legetøj, som børnene plejer at henrykkes over, er taget ud sammen med alle de flotte kulisser. I stedet er balletten nu meget voksenpræget og moderniseret, hvilket man blandt andet ser af at Clara sidder og ser Nødde"Himmel"knækkeren på fjernsynet og ønsker sig at få ham i gave.

Det mere voksne udtryk i balletten gør også, at flere af figurerne er svære at forstå, men gør også arven fra den tyske forfatter Hoffman særdeles tydelig. Figuren Sortboss, som er den eneste enlige pige ved det selskab, som Claras forældre holder i begyndelsen er stykket, er svær at forstå betydningen af. En mulighed er, at hun skal forestille Clara som voksen, men det kan kun blive et gæt. Den måde Claras onkel skifter mellem at virke som et almindeligt menneske og som en robot eller dukke ligesom Nødde"Himmel"knækkeren, er også meget mystisk. Skiftet skal måske symbolere, at Clara både ser ham som ufarlig legeonkel, men også som mand, fordi hun står på tærsklen til at blive voksen. Stykket kan have mange fortolkningsmuligheder, og hver person vil kunne få noget nyt ud af stykket.

Nøddeknækkeren havde premiere på Århus teater den 25. maj.