More news

 
Literature
Når drøm bliver til mareridt

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Når drøm bliver til mareridt
Wed 16 Jun 2004

Roald Amundsen, Johansen, Fridtjof Nansen og Ernest Schakleton. Alle har de indskrevet sig i historien som alle tiders store opdagelsesrejsende, ekspeditionernes ukronede konger. Knap så husket er de for deres problemer og yderst indædte magtkampe resulterende i langvarigt had, nag og for Johansens vedkommende endda selvmord. For den 34-årige dansker og cykelrejsende Jens Alstrup forvandles drømmeekspeditionen til en personlig kamp for fysisk og psykisk overlevelse. Han har skrevet sin egen modige beretning, om alt der gik galt fra a-z.

Jens Alstrups historie starter om bord på et lille russisk fly, sommeren 1996. Målet er Magadan, der er Asiens østligste vejpunkt og i dette tilfælde udgangspunktet for Jens', Sørens og Mortens rekordforsøg om at være de første til at krydse Sibirien på cykel. Allerede oppe fra luften varsler det modbydelige ufremkommelige landskab, der kommer til syne under dem, om udsigten til en håbløs mission. Dette ville have taget modet fra Jens, hvis ikke modløsheden allerede på daværende tidspunkt havde været tilstede. I halvandet år har de tre forberedt sig både økonomisk, praktisk og fysisk til ekspeditionen, men det sidste halve år inden afrejse har kemien sået alvorlig splid i den lille trup. Det er Morten med Søren på hans side mod Jens på den anden side, og uenighederne kommer til udtryk i stort set alle spørgsmål fra mængden af reservedæk til barberblade. Både tv og sponsorer er involveret i forsøget, så der er ingen fortrydelsesret, og ekspeditionen sættes i gang med en splittet gruppe.

For Jens får splittelsen vidtrækkende konsekvenser ikke mindst psykisk, hvilket hans beretning meget åbent og følsomt med al tydelighed vidner om. Det er hans meget subjektive oplevelse af hver eneste dags prøvelser og indtryk, og vi følger ham helt til rekordforsøgets endemål - og ikke mindst hans personlige mentale målstreg.

Verdens værste tour er en tankevækkende beretning om tre menneskers interaktion, magtspil og tilpasning til situationerne, når de står midt i det. Jens Alstrup er ikke forfatter, og den 300-siders lange beretning ville ikke have taget skade af lidt redaktionel opstramning hist og pist. Dagene på farten og overnatningerne i byerne bliver lidt stereotype efter de første 16 dage. Særligt fordi det ikke er de uredigerede uddrag af Jens' dagbog undervejs, men hans efterfølgende sammenskrevne forløb med efterrationaliseringer og forklaringer, der måske gør det en anelse mindre nærværende for læseren. Et andet element, man som læser kunne savne, er lidt mere dybde og dialog med de mange spændende personligheder, som Jens stifter bekendtskab med undervejs. Men som han selv er inde på og udtrykker ærgrelse over, skyldes det nok ikke mindst kommunikationsvanskelighederne mellem de lokale, der næsten, forståeligt nok, udelukkende kan russisk, og Jens der omvendt kan meget lidt.

Under alle omstændigheder giver Verdens værste tour en overbevisende indsigt i ikke de praktiske men de menneskelige farer, der lurer, når magtspil, stolthed og ambitioner sættes i spil under pressede og ukendte forhold. Alstrups beretning er en overordentlig modig advarsel, men samtidig også en god forsmag på Sibiriens smukke natur, fattige og gæstfrie folkefærd og en for os meget anderledes kultur.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Jens Alstrup: Verdens Værste Tour. På cykel gennem Sibirien.
Borgens Forlag
Sider: 302
Udgivelsesdato: 25.05.2004
ISBN: 87-21-02338-7