More news

 
Literature
Maskeblomstfamilien

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Maskeblomstfamilien
Fri 23 Jul 2004

"Maskeblomstfamilien" er skrevet til et intellektuelt publikum med forkærlighed for bøger som f.eks. "De uanstændige" af Leif Panduro eller "Jeg er Dina" af Herbjørg Wassmo. Hvis læseren i forvejen er fan af ovenstående romantyper, vil man sikkert også blive begejstret for de snirklede tankegange hos den fysisk og psykisk beskadigede hovedperson, samt de fortielser, hemmeligheder og forstillelser som findes i hovedpersonens hjem.

Forfatteren har blandet flere fortællestile sammen i romanen. Det meste af tiden fortælles i jegform, men nogle gange springer historien i tid, så man får den samme handling fra flere forskellige vinkler. Pludselig kan den fortløbende fortælleform blive afbrudt af en samtale, jeg-fortælleren har med en udenforstående, som om fortælleren, mens man læser, er i gang med at fortælle sin historie til en anden. Atter andre gange forekommer der forskellige scenarier, af hvad der kan være sket, f.eks. er hovedpersonen inviteret til en fødselsdag hos en pige i opgangen, som ikke må komme ud i solen, sandsynligvis fordi hun er født som albino. Hovedpersonen har fået bud på at købe et hårspænde til hende, men har i stedet købt solbriller. Første gang historien fortælles, kommer faderen ind, bliver rasende og beder hovedpersonen om at skrubbe af, anden gang kommer faderen ind, fortæller pigen, at hun er smuk, og siger tak til hovedpersonen for at være kommet med så smuk en gave. I tredje scenarie har hovedpersonen rent faktisk et hårspænde med.

Maskeblomstfamilien er en bog, hvor det er meget svært at få greb om handlingen, ikke mindst på grund af ovenstående fortælleteknik. En stor del af bogen bruges på at gætte om hovedpersonen er en dreng eller en pige, men at vedkommende har en eller anden form for fysisk deformitet er der ikke tvivl om, oven i købet en, der kunne have været opereret væk, men det har faderen ikke villet have. På grund af det store besvær, der er med at finde ud af om hovedpersonen er af han eller hunkøn kunne man godt formode at hovedpersonen er en form for hermafrodit.

Baggrundshistorien er, at faderen begår selvmord. Hvorfor får man ikke at vide, der er kun nogle meget dulgte hentydninger. Moderen går i seng og bliver der, hun er offer for faderens handling, men det fornemmes også, at hun bliver straffet af faderens søster som flytter ind for at hjælpe familien. Hovedpersonen er nu efterladt med sin faster, og stort set alt, hvad fasteren anser som god moral eller etik, bliver angrebet af hovedpersonen.

Hvad forfatteren forsøger at sige med bogen er denne anmelder ikke intellektuel nok til at kunne gøre sig klog på, men hvis ovenstående beskrivelse ikke har skræmt dig langt væk, så er du sikkert medlem af den virkelige målgruppe, til hvem denne bog er skrevet.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Lars Saabye Christensen: Maskeblomstfamilien
Forlag: Aschehoug
Sider: 264
Udgivelsesdato: 27.04.2004
ISBN: 87-11-17079-4