More news

 
Literature
Guld

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Guld
Mon 30 Aug 2004

"Guld" af Rose Tremain er en roman, der handler om tre menneskers rejse fra England til New Zealand samt deres liv i New Zealand, hvor de har hver deres drømme for fremtiden og hver deres skeletter i skabet, som har gjort det mere eller mindre nødvendigt for dem at flygte fra England.

Tilværelsen bliver ikke helt, som de tre forventer det. Drømmen om rigdom, frihed og fremgang viser sig at være sværere at opnå, end de tre forventede. Harriet og Joseph er nygifte, men har giftet sig af de forkerte årsager, og det fører efterhånden til en stor modvilje mod hinanden. Josephs mor er taget med dem, mere af nød end af lyst, og konstellationen med tre mennesker i en lille utæt tørvehytte uden privatliv får snart familielivet til at knage i furene.

En dag finder Joseph guld i bækken nær ved hytten, og han bliver grebet af guldfeber og store drømme om rigdom, ikke mindst for at kunne imponere sin mor og for at kunne gøre det unævnelige godt igen, som han har bedrevet i England, og som han er flygtet fra over hals og hoved.

Da Joseph indser, at han ikke kan finde mere guld i bækken, beslutter han at deltage i den store guldfeber i New Zealand, og bogen er derfor ikke kun en skæbneroman, men også en beskrivelse af de forhold, guldgraverne levede under, samt den forblindelse om lykke og rigdom, som fik mændene til at blive ved med at lede og udholde de mest kummerlige forhold.

De tre menneskers skæbner former sig i hver sin retning i deres individuelle søgning efter lykken. Til tider kan romanen svinge sig lidt for langt over mod triviallitteraturen og visse dele af den, hvor der indgår elementer af overtro fra den oprindelige befolkning, kan virke direkte mærkelig. Alt i alt giver romanen dog et godt billede af menneskers drifter og hvor meget vi er villige til at ofre for at opnå det vi tror er lykken. Bogen kunne lige så godt have handlet om dem, der drog mod USA eller fra østkysten mod vest i pionertidens USA, for at finde lykken og rigdommen.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Rose Tremain: Guld
Forlag: Aschehoug
Sider: 423
Udgivelsesdato: 02.04.2004
ISBN: 87-15-10980-1