More news

 
Theatre
Fagre voksne verden

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fagre voksne verden
Thur 23 Sep 2004

Den 23. september har Nørrebros Teater premiere på forestillingen "Fagre voksne verden", en teaterudgave af filmen "The Graduate" fra 1967 med Dustin Hoffman og Anne Bancroft i hovedrollerne. Selvom stykket til tider virker lidt for tamt, vil det bestemt også byde på stor nydelse for de, der elsker filmen og tidens musik.

Allerede i baren er det tydeligt, at man er trådt adskillige årtier tilbage i tiden; bartendernes parykker må dog siges at være mere morsomme end klædelige. Mens scenen endnu er sort, tændes der for Simon & Garfunkels "Mrs. Robinson", og det viser sig at være et gennemgående og ganske charmerende tema at lade div. pauser og sceneskift akkompagnere af 60'er-musik.

I åbningsscenen sidder Benjamin Braddock, spillet af den helt nyuddannede skuespiller Brian Kristensen, i fuldt dykkerudstyr. Han har netop bestået sin college-eksamen, men han føler kun lede ved de gæster, der er kommet for at fejre ham. Heriblandt er den smukke, men alkoholiserede Fru Robinson, der morer sig med at flirte med den skræmte Benjamin. Nogle uger senere indleder de et forhold, som afsluttes brat, da Ben forelsker sig i Fru Robinsons datter, Elaine.

Benedikte Hansen er forrygende som den fordrukne forførerske, der i alt for mange år har været fanget i et kærlighedsløst ægteskab. Også Steen Springborg er glimrende som Hr. Robinson, der blot trækker på skuldrene af sin kones alkoholisme, men som forguder sin lille datter, den nydelige og uselvstændige Elaine, spillet af Sofie Pallesen. Mens Gitte Siem er en smule intetsigende i rollen som Bens mor, er Kristian Halken virkelig morsom som hans far, der skiftevis er streng og forstående.

Både skuespillerne, scenebilledet og musikken er gode, alligevel mangler Fagre voksne verden et eller andet. Brian Kristensens Benjamin er ikke bare en usikker ung mand men komplet neurotisk, og måske er det derfor, forholdet til Fru Robinson aldrig virker helt overbevisende. Kemien mellem dem mangler, og derfor virker de erotiske scener for ufarlige og ikke specielt troværdig.

I sidste ende er det humoren, der bærer stykket, og den er da også fuld af de små muntre glimt, som også filmen er fuld af. Den holder sig dog ikke til filmen hele vejen - af indlysende grunde kan parret f.eks. ikke stikke af i en bus, der så forsvinder ud af billedet. Desværre er det ikke alle ændringer, der er lige gode - i teaterversionen får man således indtryk af, at Elaine først og fremmest vælger Ben som del af et oprør mod forældrene. Alt i alt er Fagre voksne verden dog en udmærket, omend ufarlig, hyldest til en af 60'ernes største filmklassikere.

Se spilletider.