Amagers nye teaterscene, Play, havde den 30. september premiere på deres allerførste stykke, "Kattejomfruen", skrevet af Cecilie Løveid - en eventyrlig fortælling for børn og voksne fra 7 år, fyldt med hekse, trolde og talende katte.
Det er Katten Sorte, der fører os ind i stykket og fra tid til anden agerer fortæller; resten af tiden er den Clara Serenas bedste ven. Clara Serena lever fredeligt med sine forældre, indtil den småskøre tante Vinike en dag dukker op. Forældrene ler ad hende og synes, hun er harmløs, men Clara Serena er bange for Vinike, og med god grund, for hun er en ægte heks, og hun har skumle planer med Clara Serena. Der kommer dog også et mere behageligt besøg: den unge Jan Hollænder, og i sidste ende må det vise sig, om han kan tage kampen op mod den onde vindheks, da forældrene bliver sat ud af spil.
Play er en meget lille scene, men den lidt plads der er, blev udnyttet maksimalt. Desværre var der dog meget begrænset udsyn fra de bagerste rækker, især når skuespillerne af forskellige grunde slog sig ned på gulvet. Alle voksne sad og rakte hals, og så blev det naturligvis endnu sværere for de mindste at se. Ikke desto mindre lod stykket til at vække stor begejstring hos børnene, der kom med henrykte hvin, når stoftroldene blev hejst ned fra loftet - for øvrigt et ganske fikst og virkningsfuldt påfund. Der var den helt rigtige blanding af spænding og uhygge, uden at det dog blev for uhyggeligt. Også stykkets længde på ca. 1 time og 5 min. uden pauser virkede meget passende, både for fortællingens længde og de yngre tilskueres koncentrationsevne.
Skuespillerholdet bestod næsten udelukkende af nyuddannede skuespillere, og de gjorde det rigtigt udmærket alle sammen. Hvis man sommetider kunne ønske en mere subtil mimik, må man dog huske på, at det først og fremmest er et stykke for børn, og det trods alt er meget vigtigt, at de kan følge med. Især Tante Vinike, spillet af Birgitte Halling-Koch, virkede måske lidt overdreven med voksen-øjne; men det var tydeligt, at hendes fakter og vrøvleremser gjorde stort indtryk på børnene. Både Josefine Amalie Hansen og Kasper D. Gattrup spillede charmerende ligetil som hhv. Clara Serena og Jan Hollænder. Som katteelsker kunne jeg naturligvis ikke stå for Mette Rye Iversen som Katten Sorte, selvom jeg konstant undrede mig over, at den/hun ikke havde anden hale end den lange lyse hestehale. Mille Berg gav et skarpt og morsomt billede på en gennemført velmenende men uforstående voksen i den lille rolle som mor Saskia.
Scenografien var ganske enkel men virkningsfuld, og viste med små justeringer hjemmet, havet og katedralen. Det eneste problem var som sagt, at det var meget svært at se alt, hvad der foregik på scenen, og det var meget synd, når alt andet ellers fungerede så fint. Da der er unummererede pladser, er der ikke så meget at gøre, udover at appellere til de andre tilskuere og måske forbeholde de forreste rækker til børnene. Alt i alt er Kattejomfruen et meget specielt lille eventyr, fyldt med både humor, romantik og uhygge, som jeg gerne vil anbefale alle, der holder af gode historier.
