Richard A. Clarkes "Mod alle fjender" er en sjældenhed blandt bøgerne om amerikansk politik, af mange grunde, men mest af alt fordi den besidder en sjælden grad af nuancering, samt en villighed til at indrømme fejl begået fra amerikansk side. Forfatteren har et overblik og en analytisk evne, som overgår alt, hvad der er præsenteret om al-Qaeda og terrorangrebene på USA til dato.
Mange er de rygter, som har floreret omkring de terroristangreb, som USA har været udsat for de seneste år. Richard A. Clarke er en mand, som har oplevet begivenhederne på nærmeste hold, som har siddet med ved bordet og læst de efterretningsrapporter, som er blevet udfærdiget. Clarke har været embedsmand under fire præsidenter, og han beskriver i sin bog sit syn på præsidenternes handlinger i forhold til terroristangrebene og kommer med en analyse af det skete, betydningen af de handlinger og lovændringer der er foretaget, og slutter med sit syn på, hvad der skulle have været gjort anderledes i forhold til hændelserne efter den 11/9 2001.
Man kunne frygte, at bogen ville være fyldt med fremhævelser af forfatterens eget ego og nedsabling af alle andre, som ikke ville følge forfatterens råd. Bogen består såmænd også af masser af kritik af præsidenterne, FBI, CIA, diverse politikere og embedsmænd, og til tider kan det virke, som om Richard Clarke selv mener, at han er den eneste, der sidder inde med sandheden. Det virker dog som om han hele tiden er tro mod de faktiske hændelser, og som læser er man på intet tidspunkt i tvivl om, at han netop fremstiller sit eget syn på begivenhederne og sine egne meninger om, hvad der skete og hvorfor. Derfor kan andre mennesker jo have oplevet tingene anderledes, men man må ikke glemme, at Clarke er en af de personer i USA, der er bedst kvalificeret til at fremkomme med disse analyser.
Bogen er velskrevet og til tider temmelig morsom. På side 45 skriver forfatteren feks om sit syn på USA's plan om at invadere Irak. "Hvis vi begyndte at bombe Irak som reaktion på, at vi er blevet angrebet af al-Qaeda, ville det svare til at invadere Mexico, efter at japanerne angreb os i Pearl Harbor".
Køb eller bestil bogen hos bog&idé
Richard A. Clarke: Mod alle fjender
Forlag: Gyldendal
Sider: 320
Udgivelsesdato: 11.09.2004
ISBN: 87-02-03257-0