More news

 
Literature
Nannas supper

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nannas supper
Thur 11 Nov 2004

Supper har i lang tid været lidt oversete i det danske køkken; men det skulle der nok kunne blive lavet om på i de kommende kolde vintermåneder med Nanna Simonsens dejlige kogebog "Nannas supper". Opskrifterne er meget forskelligartede, og der er noget for enhver smag.

Suppe. Det har for mange en klang af enten at varme en dåse op eller at stå i køkkenet i dagevis med et hav af mærkelige og besværlige ingredienser. Ingen af delene er heldigvis nødvendige, så der er ingen grund til ikke at kaste sig over nogle af de skønne supper.

Grundlæggende introduceres læseren for varme og kolde supper, tynde og tykke, purerede, foruden dessertsuppen, som også sagtens kan nydes kold en varm sommerdag. Der er også et kapitel om det ganske uundværlige suppetilbehør: pesto, safran-hvidløgscreme og hjemmebagt bød eller croutoner.

Efter et par grundopskrifter går bogen i gang med alskens lækkerier til både hverdag - som Hønsekødssuppe med kartofler og rucola eller Østershatte og brøndkarse i klar suppe - og fest, som en fantastisk Rig, legeret muslingesuppe eller Kold bouillon med krabbeklør. Mine tænder løber allerede i vand ved tanken!

Som alle suppekendere mener Nanna Simonsen naturligvis, man bør lave sin egen bouillon og fryse den ned, men selvom der ikke kan være tvivl om, at der er en verden af smagsoplevelser til forskel, kan de fleste supper sagtens laves med suppeekstrakt eller -terninger. Hvis man ser bort fra bouillon-dilemmaet, er der de fleste supper både hurtige og nemme at lave. Beskrivelserne er gode og grundige, og de tager højde for tilberedningstid etc.

Det eneste mærkelige er, at der ikke er nogen synlig kapitelinddeling i bogen. Da opskrifterne alligevel er inddelt i så få grupper, virker det ikke så generende i starten, men pludselig befinder man sig i de for øvrigt meget delikate dessertsupper uden nogen advarsel. Det ville også have været rart at have de kolde supper for sig selv, da det jo som regel mest er til lidt specielle lejligheder, man laver dem.

Ellers er Nannas supper en dejlig bog med masser af fantastiske retter. Der er konsekvent et billede på hver dobbeltside, så man altid kan se på suppen, før man beslutter sig til at prøve den, og billederne, som er taget af Lars Ranek, må siges at være meget appetitvækkende. Dette er ikke en bog, der bør gemmes til jul - køb den nu og forvandl november til en måned med skønne kulinariske oplevelser!

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Nanna Simonsen: Nannas supper
Forlag: Gyldendal
Sider: 132
Udgivelsesdato: 04.11.2004
ISBN: 87-02-02953-7