More news

 
Theatre
Fænomenalt børneteater

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fænomenalt børneteater
Mon 15 Nov 2004

Fortællingen om "Harun og eventyrhavet" opsluger simpelthen publikum, både børn og voksne. Under forestillingen er der helt stille på rækkerne med børn. De følger intenst med i den fantastiske fortælling, der både rummer eventyr, eksotiske elementer og mange paralleller til vores samfund.

Hovedpersonen Harun lever i den triste by sammen med sin far, den kendte historiefortæller Rashid Khalifa, og sin mor. Da hans far mister evnen til at fortælle historier, drager Harun en nat af sted med en vandånd fra fortællingernes hav for at løse mysteriet. Det viser sig at den onde kultmester vil forurene fortællingernes hav for at fjerne alle verdens historier, som han finder inderligt overflødige. Harun og hans far må kæmpe mod ham i tavsisterne land sammen med snakserne fra Snakkeby for at redde alle de historier, der nogen sinde er blevet fortalt.

Fortællingen er henlagt til landet Alfabet, et østerlandsk inspireret land, som dog kunne være ethvert land i denne verden med politikere, bureaukrater, meningsløshed og håb. Dette gør, at historiens miljø er noget, børn både kan forstå og lære af.

Forestillingen er baseret på en roman af Salman Rushdie, og det ses tydeligt at der en dygtig forfatter bag stykket. Historien er både spændende og sjov, samtidig med at det fortalte eventyret er noget, som både børn og voksne kan forholde sig til. Historien er ikke helt enkel. Den indeholder mange moralske elementer som lighed, frihed, forståelse og respekt for andre mennesker, samtidig med der er et stort persongalleri. Hver person har sin egen historie og sit eget mål. Dette giver en meget fyldig historie, som gør at der sker noget nyt hele tiden.

Århus Teaters opsætning er helt i top. Der er gjort dygtig brug af lys og lyd effekter, samtidig med sceneopsætningen er forholdsvis simpel med få, meget flotte dekorationer, der underbygger historien og dens stemning. Da Harun flyver med Hærfuglen, føler man virkelig, at han flyver, og da han dykker i fortællingernes hav mod historiens kilde, er man overbevist om, at scenen er bunden af et stort hav. Der er også indlagt et par sange i historien, helt på børns niveau, som de bliver grebet af og synger med på.

Haruns rejse bringer ham mange steder hen, men undervejs i stykket ses et stort kort med hans rejserute, så man ikke mister overblikket. Dette fungerer utroligt godt, så den lidt komplekse historie står lysende klart for publikum.

Lars Roman Engel der har sat stykket op, skal have stor ros. Det er blevet et helt forrygende stykke børneteater, som vil være en stor oplevelse for de fleste børn. Voksne kan se stykket og får en flot oplevelse, også uden de nødvendigvis har et barn med.

Se spilletider.
Fotograf Jan Jul